70’er-it spænder ben for danske overlæger

Daglige nedbrud og lange svartider volder problemer for danske overlæger, når de skal udføre deres arbejde, viser undersøgelse. Systemerne arbejder ikke sammen, siger centerdirektør.

»Lige nu sidder jeg og kigger på en frossen skærm.«

Peter Brown er overlæge på hæmatologisk klinik på Rigshospitalet. Han har tid til at tale med Version2, fordi det it-system, han skal bruge, gik ned for 25 minutter siden.

»Det er der, vi har alle vores patientjournaler. Jeg skal til at have en patient ind, og jeg kan ikke få fat i data. Og det sætter alting i stå,« forklarer Peter Brown.

Og han er langt fra alene i den situation.

En overvejende del af de danske overlæger oplever ting, der minder om det ovenstående. I en undersøgelse fra Overlægeforeningen svarer 84 procent af overlægerene, at it i høj eller nogen grad volder besvær i det daglige arbejde. Værst står det til i Region Hovedstaden, hvor 93 procent af de adspurgte ligger i denne kategori.

Et er de store problemer er ifølge centerdirektør på Rigshospitalet, Leif Panduro Jensen, at systemerne er på forskellige platforme og er udviklet af forskellige firmaer.

»Systemerne arbejder ikke sammen,« siger han og fortsætter:

»Det er mange forskelige systemer, som på skift er enten velfungerende eller dårligt fungerende. Men der er næsten altid nogle systemer, der halter derudaf. Og de hænger ikke så godt sammen, så man skal logge ind flere steder for at se patientens oplysninger. Man skal både logge ind for at se journalnotater, logge ind for at se patientens medicin, og logge ind for at se røntgenbilleder og så videre. Så det tager tid og er besværligt,«

Sminket it fra 70'erne

I Region Hovedstaden er det grundlæggende system designet i 70’erne. Derfra er sundhedssektorens it-systemer knopskudt i stor stil med medicinsystem, røntgensystem, laboratoriumsystem med flere.

»Det har fået noget sminke og kører bedre end dengang, men det er ikke grundlæggende lavet om,« siger Leif Panduro Jensen om systemet fra 70-erne, der udgør it-basen i regionen.

En undersøgelse fra november satte Danmark i toppen, når det kom til it i sundhedssektoren. Og ser man på funktionaliteten er Danmark også rigtig godt kørende, forklarer Leif Panduro Jensen. Men netop det kan være en del af irritationsmomentet.

»Man har ikke tænkt brugervenligheden godt nok ind, og vi kan se, der bliver spildt rigtig mange timer på systemer, der ikke fungerer,« siger centerchefen.

Spildtimer kender Peter Brown fra Rigshospitalet alt til.

»Det er stort set hver dag, at et eller andet system ikke virker. Det er bare et spørgsmål om hvilket,« siger han.

Nedetid er ikke hele problemet. Når systemerne kører kan svartiderne være meget lange, fortæller overlægen.

»Når der går et halv minut for hvert klik, så bliver det meget tungt, og nogen gang ender man med at udskyde at finde et prøvesvar eller andet, fordi man ikke har tiden,« siger Peter Brown.

Giver risiko for fejlmedicinering

Fordi det ikke er til at forudse, hvornår svartiden er lang, så bliver ventetid hurtigt til spildtid. Men it-problemer kan blive mere end besværligheder, fortæller Peter Brown.

»I forrige uge var medicinsystemet utilgængelig i tre-fire timer. Og det er problematisk, for når det først kommer op, så er der så mange justeringer, som man ikke kan nå at udføre, før næste hold møder. Og så er der risiko for fejlmedicinering,« siger overlægen.

Peter Brown understreger, at det ikke er noget, de har set eksempler på, netop fordi personalet er opmærksomt på, at det er en farlig situation og agerer efter det.

Overlægernes it-tilfredshed er en del af en større arbejdsvilkårsundersøgelse. Den viser også, at det går den forkerte vej, når det kommer til it i lægernes arbejde.

Mens det i 2011 var 21 procent af de adspurgte, der ikke oplevede it-besvær i arbejdet, er det tal i år faldet til 13 procent, viser undersøgelsen som 48,5 procent af landets 6.200 overlæger har deltaget i. Tallene viser ifølge Overlægeforeningen selv, at politikernes løfte om mere effektive systemer ikke er blevet indfriet. Danske overlæger er derfor henstillet til at vente på det store offentlige it-projekt Sundhedsplatformen, der efter planen skal komme om to år.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (11)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bent Jensen

At et snart 50 år gammel system, udtænkt grundigt da hardware var dyrt og have begrænset kapacitet. Stadig køre bedre ind 5-10 år gammel systemer som stadig er fyldt af børnesygdomme, som de også kan og bør dø af.

Men må så i stedet undre sig over at nye systemer, ikke er bedre, eller kan erstatte de gamle systemer, når de har flere resurser, bedre hardware, og dem som udvikler systemet burde have mere erfaring, blandt andet de gamle systemer som køre på snart 50 år.

Så enten er udbyder, planlæger, projektleder, og udviklerne blevet dårligere i nævnte rækkefølge eller også er det en andet dårligt forklaring ?

  • 1
  • 0
Bent Jensen

At et snart 50 år gammel system, udtænkt grundigt da hardware var dyrt og have begrænset kapacitet. Stadig køre bedre ind 5-10 år gammel systemer som stadig er fyldt af børnesygdomme, som de også kan og bør dø af.

Men må så i stedet undre sig over at nye systemer, ikke er bedre, eller kan erstatte de gamle systemer, når de har flere resurser, bedre hardware, og dem som udvikler systemet burde have mere erfaring, blandt andet de gamle systemer som køre på snart 50 år.

Så enten er udbyder, planlæger, projektleder, og udviklerne blevet dårligere i nævnte rækkefølge eller også er det en andet dårligt forklaring ?

Hvor er de reporter med strategier om hvad og hvor der skal laves om, hvad det koster, hvad der skal udvikles og i hvilken rækkefølge. Samt hvad der skal erstattes osv. Altså en færdig plan inden man bare sender en besked med "send flere penge"

Flere penge til hvad, og hvis systemer er så dårlige, så burde en udskiftning kunne spare udvikling hjem.

Beklager halvejs dobbelt post, men V2 systemer virker også som de er udviklet i 70'erne. De mener så bare at de er gode nok :-)

  • 2
  • 0
Christian Nobel

I Region Hovedstaden er det grundlæggende system designet i 70’erne. Derfra er sundhedssektorens it-systemer knopskudt i stor stil med medicinsystem, røntgensystem, laboratoriumsystem med flere.

Hvor meget har reelt noget med det oprindelige system at gøre, og hvor mange af problemerne kan tilskrives hvad der ellers er klistret på osv, osv.

Det er for nemt at påstå at 70'er-it spænder ben, når man reelt ikke analyserer om det overhovedet er tilfældet.

Den første Boing 747 fløj i 1969, produceres stadigvæk, og fragter millioner af mennesker rundt, uden der er af nogen grund er nogen der hænger den ud for at være en 70'er flyvemaskine.

Desværre lider vores branche af en evig jagen efter at det hele tiden skal være det nyeste nyeste, men ingen er skeptiske overfor om det overhovedet er den bedste løsning - man bliver lidt træt af at høre at en velfungerende løsning er "håbløst gammeldags" fordi den har 7-8 år på bagen, og ikke er lavet i pastelfarver.

  • 8
  • 0
Kristian Sørensen

Et er de store problemer er ifølge centerdirektør på Rigshospitalet, Leif Panduro Jensen, at systemerne er på forskellige platforme og er udviklet af forskellige firmaer.

»Systemerne arbejder ikke sammen,« siger han og fortsætter:

Her ser vi et af problemerne i dansk sundheds IT (og meget andet dansk "enterprise" IT)

Manden er læge men giver sig straks i kast med at fortælle hvad der er årsagen til de smerter og det ubehag han føler ved det nuværende sundheds IT.

Det er "forskellige platforme og forskellige leverandører" der er årsagen, udtaler lægen med al den IT mæssige indsigt han har opnået ved at sætte stetoskoper på bryskassen af patienter i tyve år.

Så der kan vi IT folk så starte. Ikke med at finde ud af hvad problemet er og hvordan det løses, men med enten at rette ind efter lægens design overordnede IT opfattelse og prøve at levere noget der duer på trods af denne eller prøve at gøre ham begribeligt at han er ude hvor han ikke kan bunde og bør overlade diagnostik af sine IT problemer til IT folkene.

Gad hvide hvordan lægen ville opfatte det hvis jeg som IT mand dikterede ham hvornår og hvorledes han skulle skære i sine patienter eller hvilke piller han skulle ordinere dem?

  • 2
  • 1
Christian Bruun

Gad hvide hvordan lægen ville opfatte det hvis jeg som IT mand dikterede ham hvornår og hvorledes han skulle skære i sine patienter eller hvilke piller han skulle ordinere dem?

Centerlederen klager over at de skal logge ind på flere forskellige systemer samt at systemerne ikke arbejder sammen, og er nede på skift. Så er det din opgave (som IT mand) at forklare lægen at det er helt naturligt og forventeligt at systemerne er nede på skift, at der er lange responstider, og hvorfor det er fornuftigt at han skal logge ind mindst tre stedet, og data ikke overføres mellem systemerne.

Derudover mener han nok noget andet med platforme end IT-folk. Umidelbart vil jeg tro at lægerne er ligeglade med hardwaren/softwaren bag systemet, så længe de har samme brugerflade...

  • 4
  • 0
Stefano Vincenti

Kære alle Debatten her er løbet af sporet. I stedet for at skrive om lægernes manglende it kompetencer og forståelse for datakompleksiteten, skal der sættes fokus på nye innovative løsninger som sætter lægerne og deres arbejdsgang i centrum. Respekt for lægernes og hele sundhedsvæsnets arbejde. De redder liv. Vi må tage opgaven alvorligt og ydmygt erkende at sundheds-it kan og skal gøres bedre. Er der nogle som er eller vil i gang med opgaven?

  • 0
  • 0
Michael Weber
  • 2
  • 0
Michael Rasmussen
  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere