Windows 8 fylder, bunkevis af standard-apps fylder og programmet til at gendanne Windows 8 fylder.
Microsofts nye Surface Pro-tablet med 64 gigabyte indbygget lagerplads har så meget software installeret på forhånd, at brugeren i praksis kun har 23 gigabyte at boltre sig på, når tabletten tages i brug.
Det skriver TheVerge.com, som har fået bekræftet hukommelses-klemmen hos Microsoft selv.
Hvis man lægger pladsbehovet for Windows 8, de præinstallerede programmer, som hører med Windows 8-startpakken og programmet til at lave en fuld gendannelse af systemet sammen, lander man på 41 gigabyte.
Microsoft forsvarer fordelingen af lagerplads med, at brugerne vil være i stand til at frigøre ekstra lagerplads ved at skabe backup med en USB-nøgle og slette programmet til at lave systemgendannelse. Men selve Windows 8 kan man i sagens natur ikke fjerne.
Pro-udgaven af Surface, der kører en fuld Windows 8, lanceres den 9. februar i USA, mens danske kunder foreløbig kun kan vælge Surface RT, der kører en særlig udgave af Windows, der udelukkende kan køre tablet-apps hentet i Windows Store.
Danske kunder kan få fingrene i Surface RT fra den 14. februar, og prisen lyder på 3.999 kroner for en 32 GB model.