600 millioner mennesker får adgang til gigabit-bredbånd i 2020

Analyse fra Deloitte forudser, at 600 millioner bredbåndskunder har adgang til gigabit-bredbånd i 2020.

Deloittes årlige analyse af den globale udvikling inden for telekommunikation viser, at 10 millioner bredbåndsforbindelser i dag har en hastighed på 1.000 Mbit/s, også kaldet 1 gigabit. Og holder analysen stik, vil over 600 millioner brugere have en tilsvarende bredbåndshastighed i 2020.

Ifølge Dansk Energi betyder det, at halvdelen af verdens husstande, som i dag har en fastbaseret netforbindelse, vil have adgang til gigabit bredbånd i 2020.

Ganske overraskende findes 70 procent af gigabit-forbindelserne i dag hos private husstande, mens virksomheder står bag de resterende 30 procent. På den baggrund konkluderer analysen, at efterspørgslen på gigabit-hastigheder først og fremmest drives af private bredbåndskunder.

»Vi ser, at virksomheder efterspørger meget høj båndbredde, fordi de i stigende grad benytter cloudbaserede tjenester og applikationer. For de digitale livsnydere i private husstande handler det om ikke at løbe tør for båndbredde, når flere og stadigt mere avancerede apparater og applikationer i hjemmet kobles op på internettet på samme tid,« siger Morten Trolle, chefkonsulent i Dansk Energi, på deres hjemmeside.

Gigabit på vej til danskere

Ifølge Dansk Energi står udviklere af avancerede gadgets og data-intensive tjenester klar med nye produkter, men venter på, at bredbåndsinfrastrukturen og internettet bliver klar til at understøtte dem og derved gøre dem rentable.

Analysen fra Deloitte forudser dog, at kun mellem 50 og 100 millioner kunder rent faktisk vil abonnere på gigabit-bredbånd i 2020.

»Det er ikke urealistisk, at almindelige danske bredbåndsforbrugere i stigende grad vil efterspørge gigabit-hastigheder inden for blot få år. For den teknologiske udvikling går uhyggeligt hurtigt. I dag er flere end 400.000 husstande koblet på fibernettet i Danmark, og det betyder, at gigabit-hastigheder allerede er på vej ud til et bredt publikum i Danmark,« forklarer Morten Trolle.

Kommentarer (5)

Jens Jönsson

og det betyder, at gigabit-hastigheder allerede er på vej ud til et bredt publikum i Danmark

Så er der vist nogle elselskaber der skal i gang med opgradering af deres fibernet, da den benyttede fiber teknologi (f.eks. GPON) ikke kan klare så høj hastighed....

Baldur Norddahl

GPON er 2,4 Gbit/s delt med op til 64 kunder. Pt. er samtidigheden på cirka 2 Mbit/s peak per kunde. Ved peak belastning kan du forvente at der er omkring 63*2 Mbit/s "baggrundstrafik" fra de andre kunder, hvorfor du ingen problemer har med at trække 1000 Mbit/s. Skulle du en dag komme ud for at i er tre kunder der samtidig kører en hastighedstest, så overlever du nok også et resultat på "kun" 700-800 Mbit/s.

Når og hvis vi en dag får et problem, så kan man skrue ned for antal kunder der deles om en OLT port. Derefter kan man skifte teknologi, f.eks. er XGPON 10 Gbit/s downstream og 2,5 Gbit/s upstream og bagudkompatibelt med GPON. Der er mulighed for at bruge fire 10 Gbit/s downstream samtidig på forskellige bølgelængder. Det vil sige at man faktisk kan garantere 1000 Mbit/s reserveret båndbredde for op til 40 kunder.

Man må også bemærke at de fleste energiselskaber slet ikke bruger PON. De bruger p2p, dvs. kunden har en dedikeret port i switchen. I de fleste tilfælde kan de levere gigabit ved at installere et gigabit kort i deres modulswitch. Når nogle selskaber kun sælger 500 Mbit/s, så skyldes det sandsynligvis at de har sparet på backbonen. Hvis man sælger gigabit til slutkunderne, så skal backbone være på minimum 10 Gbit/s.

Jens Jönsson

Sjovt når man får down thumb på sådan et indlæg. Det er jo faktisk et problem for nogen af selskaberne....

Men altså ikke værre end at de skal udskifte udstyret til noget nyere og det er vel sikkert også det de så gør....

Men det er der åbenbart nogen der ikke har forstået ;-)

Niels Loft

Jeg vil da helt sikkert gerne prøve det af her hjemme med gigabit.
Yousee 300/60 har fungeret helt fint i de par måneder jeg har været kunde.
Mit behov er slet ikke 300Mbit/s, men når jeg har været inde på distrowatch og fundet noget der skal prøves, så er det dælme rart at ISO filen hentes med 30Mbyte/s.

Så kan man jo bare håbe på at det bliver mere end de anslåede 50% af private husstande der får adgang til gigabit her i landet.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer

JobfinderJob i it-branchen