60 procent af din webtrafik kan skyldes robotter

Ifølge Akamai kan trafikken fra søgerobotter med gode og onde hensigter udgøre en stor del af trafikken til et website.

Googles søgerobot er ikke alene på internettet. Ifølge content delivery network-leverandøren Akamai kan trafik fra forskellige robotter udgøre op til 60 procent af trafikken til et websted.

Mens de fleste websteder gerne vil have deres indhold indekseret af Google, så kan andre af robotterne være mindre ønskværdige, påpeger Akamai ifølge en pressemeddelelse.

Det gælder eksempelvis robotter, der gennemtrawler en webshop for at scrape indhold som eksempelvis priser eller andet indhold, som en konkurrent kan bruge. De kan også producere falske klik på bannerannoncer for at påføre annoncøren en ekstra udgift til annoncering.

I særlige tilfælde bliver robotter også brugt til at opkøbe varer, en webshop har på tilbud, så de rigtige kunder går forgæves.

Når Akamai henleder opmærksomheden på robottrafikken skyldes det, at selskabet har udviklet en Bot Manager, der kan give indblik i, hvilke robotter der kommer på besøg, og hvad de foretager sig.

»Internettet er fuld af bots, og indtil nu har virksomheder haft to valg: Enten at blokere alle bots eller lide i stilhed. Desværre er ingen af de to muligheder særlig gode. Derfor håber vi, at virksomheder med den ny løsning kan få gennemsigtighed i deres bottrafik og bruge disse data proaktivt på forskellige områder,« udtaler nordisk direktør Per Stener fra Akamai.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk

Kommentarer (2)

Allan S. Hansen

Men alligevel må jeg lige kommenterer på udtalelsen:

I særlige tilfælde bliver robotter også brugt til at opkøbe varer, en webshop har på tilbud, så de rigtige kunder går forgæves.

Groft sagt - og hvad så? Firmaet får solgt sine produkter (wohoo) og kunderne bemærker blot at der er udsolgt som der ville have været hvis andre kunder havde købt?
Naturligvis er det kedeligt for mig som forbruger, at shoppe og varen er udsolgt, men hvis varen var populær nok - så kunne andre, rigtige folk, også have købt alle før jeg kom ind.

Anders Lorensen

Hvis robottens ordrene bliver lagt kl. 16.31 når folk går hjem fra arbejde, og bliver annuleret næste morgen kl. 07.59, når folk møder igen, vil web shoppen miste hele nattens omsætning.

Og så er robottens ejer (konkurrenten) vinderen, og web shoppen og kunderne taberne.

Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer