Iværksættere om udrulning af wifi i Afrika: Vi havde ikke set alle de udfordringer komme

Det er ikke småt med udfordringer, når man vil ind på markedet i Afrika med en billig internetløsning. Her er de erfaringer, som de danske it-iværksættere og eks-Nokia-udviklere fra Bluetown har gjort sig.

Som iværksætter er det sjældent, at man på forhånd kan se alle de udfordringer, der venter en.

Ikke mindst hvis ens idé går ud på at skaffe billigt internet til udviklingslande på samme måde som Bluetown.

Den danske opstartsvirksomhed består af en række tidligere Nokia-udviklere, der efter de massive fyringer i Danmark slog sig sammen om at udvikle en wifi-basestation til mindre landsbyer i udviklingslande. Ved hjælp af mikrobetalinger og en smartphone eller laptop kan lokalbefolkningen således få adgang til billigt internet via en wifi-forbindelse i midten af landsbyen. Det er en løsning, som ifølge Bluetown er cirka 10 gange billigere end at skulle installere 3G-master.

Ideen opstod i 2007 og i dag - otte år senere - har Bluetown installeret sin løsning i fem landsbyer i Tanzania og Indien med 25 yderligere på vej i år.

Men for at komme dertil har iværksætterne måttet kæmpe sig igennem en række udfordringer med blandt andet afrikansk tidsregning og store forskelle på de tekniske løfter, og hvordan udstyret i virkeligheden opførte sig.

Læs også: Dansk startup udruller billig internet i udviklingslande under mottoet: Drop 3G!

Lav og dyr båndbredde

Bluetowns løsning består i at forstærke de eksisterende teleoperatørers 3G-netværk med selskabets eget mastenetværk og gøre det tilgængeligt som et wifi-hotspot i de forskellige landsbyer.

Men selvom Bluetowns egne master har en kapacitet på 10-20 mbit/s, betød de lokale begrænsninger alligevel, at den endelige løsning både er langsom og dyr.

Ofte er de lokale netværk ikke særlig hurtige, og derudover må Bluetown betale op til 3.500 kr. om måneden for en hastighed på blot 1 mbit/s. Det gør løsningen mindre egnet til at streame video, men det er heller ikke det, som Bluetown satser på, at lokalbefolkningen vil bruge løsningen til.

»Vi kan ikke bare give dem fri trafik, for så vil der bare være nogen, der henter en masse film og begynder at brænde ulovlige dvd’er,« siger Bluetowns tekniske direktør, Jens Raarup.

I stedet giver Bluetown indbyggerne en begrænset mængde trafik pr. måned og tilbyder også en billig smartphone med en simpel app, der kan give adgang til de mest basale online-tjenester, som heller ikke kræver så meget båndbredde.

Samtidig har iværksætterne valgt en løsning, hvor det tungeste og mest populære indhold - såsom videoer fra det offentlige - bliver downloadet ned til wifi-stationerne om natten, når nettet er mindst belastet. På den måde kan brugerne få adgang til det om dagen uden at tære på båndbredden til det omkringliggende 3G-netværk.

På længere sigt håber Bluetown på at kunne koble sig til Google, Facebook eller OneWebs kommende trådløse internetløsninger og dermed gøre sig uafhængig af de lokale teleoperatørers opskruede takster.

Svær forretningsmodel

Når båndbredden er så dyrebar, stiller det kun et andet forhold i endnu skarpere relief: Brugerne - dvs. de lokale indbyggere i landsbyer i Afrika, Asien og Sydamerika - har en meget begrænset købekraft.

Det udfordrer forretningsmodellen, hvor der skal være nok betalende kunder for, at det giver mening at investere i basestationerne og købe sig ind på de dyre 3G-netværker.

I en indisk landsby, som Bluetown undersøgte, var der således kun syv tilgængelige wifi-enheder, hvilket lagde en naturlig begrænsning på det første kundeantal. Med tiden regner iværksætterne dog med at kunne få op til 700 kunder i en landsby med 2.000-5.000 indbyggere, der hver især vil betale to til fire dollars om måneden for at få internetadgang. Det beløb er Bluetown kommet frem til ved at undersøge købekraften i de enkelte lande.

Det relativt høje antal wifi-enheder i landsbyerne forventer iværksætterne blandt andet vil komme i kraft af, at indbyggerne køber selskabets billige smartphones.

På sigt forventer Bluetown dog mest at stå for salget af infrastrukturen i form af de særligt udviklede basestationer med solceller og så lade lokale operatører om at få en forretningsmodel ud af driften.

Samtidig vil noget af løsningen også blive betalt af eksempelvis reklamer i Bluetowns smartphones.

Iværksætterne vil dog ikke gå så langt som Facebooks Internet.org-initiativ, som både tilbyder et gratis og et premium-internet. Gratis-internettet er blevet kritiseret i stærke vendinger, fordi løsningen kun giver adgang til et begrænset antal internettjenester, heriblandt Facebooks egne.

Læs også: Kritikken af Facebooks gratis-internet vokser

»Jeg kan først komme forbi i morgen …«

Når man er vant til mødekalendre med indbygget 15 minute warning og lignende minuttyranni, kan det være noget af et chok at skulle lave forretning i et afrikansk land som Tanzania.

Det oplevede Bluetown-iværksætterne flere gange på nært hold.

En af de første gange, Jens Raarup var i Tanzania for at overvære opsætningen af en af wifi-basestationerne, gik det langtfra som forventet. Den første aftale gik på, at firmaet, der skulle sætte masten op, ville gøre det i løbet af weekenden. Men da Bluetowns tekniske direktør ankom et par dage senere, var der ikke noget tegn på hverken firmaet eller masten.

»Jeg spurgte, hvor fa’en masten var blevet af. Nå, men de havde ikke set pengene endnu, lød svaret. De ville først grave, når pengene stod på bankkontoen,« siger Jens Raarup, der tre uger senere kom ud for en lignende episode.

Her skulle han igen mødes med en leverandør i en landsby. Efter at have kørt i timevis ud til landsbyen og ventet i endnu flere timer på kontaktpersonen fik han endelig fat i ham over telefonen. Her lød forklaringen, at han ikke lige kunne nå det den dag, men at han ville komme dagen efter.

»Tid er en anden størrelse i Afrika. De har ikke så travlt, så der kan let gå 14 dage mere, end man regnede med,« siger Jens Raarup og uddyber:

»Det er svært at planlægge eksekveringen af ting i Afrika fra Danmark. Der er for langt derned både fysisk og mentalt. Det begynder vi at forstå nu, så vi er mere realistiske med planlægning.«

Høje gebyrer og besværlig lovgivning

Ud over at båndbredden er dyr, kommer der også en række uforudsete udgifter i form af gebyrer, når der skal indhentes tilladelser, fortæller Bluetowns tekniske direktør.

I starten regnede Bluetown-folkene med, at det ikke ville kræve en masse særtilladelser at sætte et wifi-hotspot op, men de blev hurtigt klogere.

»Når man kommer ind i et nyt land, kan man ikke bare være internetudbyder. Hvert land har egen telelovgivning. Man kan godt være naiv og sige, det bare er et wifi-hotspot, men der er regler, så man kan ikke bare sætte det op,« siger Jens Raarup.

Bluetown måtte derfor betale for en række godkendelser, heriblandt for at der var sat et rødt lys op i toppen af de 20 meter høje master for at advare lavtsvævende fly.

»Det koster masser af penge at få godkendelser. Det er en måde at få penge ud af virksomhederne på,« siger Jens Raarup.

Stor forskel på producenternes løfter og virkelighedens resultater

Selvom det kan virke rimelig ligetil at lave en wifi-løsning som Bluetowns, måtte iværksætterne selv udvikle og sammensætte en stor del af den.

Det skyldes ikke mindst, at basestationen skulle være helt uafhængig af de ustabile lokale elnet ved at være 100 pct. afhængig af solkraft.

»Vi kunne ikke finde nogen på internettet, der havde lavet en nøglefærdig løsning med en basestation som helhed,« siger Jens Raarup.

Han måtte derfor i dialog med forskellige producenter om at få leveret nogle master, der ville kunne blive drevet af solceller om dagen og opladede batterier om natten. Og her viste det sig, at det, som producenterne lovede på papiret, ikke holdt stik med virkeligheden.

»Leverandørerne skrev ‘sustainable 100 mbit throughput’,« siger Jens Raarup og fortsætter:

»Det lyder godt, men når man måler, får man kun 10-20 mbit.«

Den voldsomme forskel skyldes ifølge den tekniske direktør, at der er en række praktiske begrænsninger i wifi afhængig af, hvordan man vælger kanaler, placerer antennerne og filtrerer signalerne.

Derudover bliver wifi-systemet reguleret således, at det bliver begrænset af den laveste fællesnævner. Det vil sige, at hvis der er en bruger, som står ude i randzonen af wifi-hotspottet, så kræver det mere af masten at opretholde forbindelsen til vedkommendes enhed, og dermed bliver signalet til selv de brugere, der står tæt på masten, forringet.

»Det kan ødelægge oplevelsen for andre brugere. På et tidspunkt bliver man nødt til at smide dem af, fordi de ellers forpester det for alle de andre,« siger Jens Raarup.

Bluetooths begrænsninger

Med udfordringerne med at få wifi-forbindelsen til at virke så godt som muligt giver det god mening, at Bluetown samtidig forsøgte sig med andre løsninger.

3G var omtrent 10 gange dyrere og derfor udelukket, hvis løsningen skulle hænge sammen økonomisk. Men da stort set alle smartphones har bluetooth, forsøgte iværksætterne sig også med at understøtte den protokol i starten. Det viste sig dog hurtigt at blive endnu sværere end at få wifi til at fungere ordentligt.

Begrænsningen opstod, fordi bluetooth kun har 21 kanaler og derfor kun kan have det samme antal samtidige brugere. Med wifi-basestationerne kan Bluetown forbinde op til 90 samtidige brugere.

Men for ikke at tage teorien for givet testede Bluetown det af i praksis for at være på den sikre siden. De forbandt således 21 mobiltelefoner til netværket via bluetooth og satte dem alle sammen til at spille YouTube-videoer, hvilket endte med 21 tidsforskudte versioner af samme sang fra Katy Perry. Men det lykkedes ikke at få den 22. smartphone forbundet, og så droppede iværksætterne tanken om bluetooth.

»Bluetooth er ikke rigtig beregnet til ip-forbindelse, og 3G-teknologien er noget dyrere. Så hvis man skal ud i stor stil, er wifi en bedre løsning,« siger Jens Raarup.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bent Jensen

Her hjemme skal der købes en licens til frekvensbåndet, men mener der findes billigt "pirat" udstyr. Eller det er måske ligende teknologer i bruger ?
Har selv meget erfaring med Wifi, især når noget ikke virker om foråret, når træerne springer ud, eller vokser op i antennehøjde.
Men fandt nogen gode billige vandtætte integreret AP med antenne, med 30 graders dækning, vandtætte PoE og alt i en enhed, de køre stadig efter 8 år. som kan række 1-2 km til mobiltelefoner/tablet. udenfor når solen skinner.
Ellers kan gode antenner gøre meget, logget nemt på en 48dB Antenne, med en bærbar på 3.5 km afstand. Der findes desuden forstærker, men en god antenne ER det vigtigste.

Men vil måske bruge andre teknologier mellem base stationer, selv om det er dyre, Men det er tid og besvær også. ?

Med hensyn til at udstyret bliver hvor det er sat, passer landsbyerne på det som deres "egen" net ?

Synes jeres projekt er god, men vil prøve at finde nogen sponsere til udstyr. Med de priser, og måske (alt for) få bruger som i taler om. Så kan 2-4 dollars måske ikke betale investeringen.

  • 0
  • 0
Jacob Larsen

Er I sikre på at det er Bluetooth I har beskrevet? Bluetooth har 79 kanaler men en Bluetooth controller kan kun adressere 7 forbindelser på samme tid. Og selv det vil normalt kræve lidt finjustering. I øvrigt er det lidt optimistisk at køre 21 YouTube streams over et link der kun er 2.1Mbps under ideelle forhold. Men IP trafik fragmenterer meget dårligt over Bluetooth så allerede der mistes der noget. Og så rækker det typisk kun 20 meter i de fleste telefoner så det passer ikke så godt til et setup med basestation. Det vil måske kunne komme til at virke i et p2p mesh setup men der er stadig det med båndbredden. Og et mesh netværk er noget sværere at løbe i gang.

  • 1
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere