5 simple tip til at optimere dit wifi
Godt internet er som elektricitet eller drikkevand; du lægger først for alvor mærke til det, når det ikke er der eller virker dårligt. Især trådløst kan det være svært at få den maksimale internetforbindelse ud af din router. Her er derfor fem hurtige tip til at optimere din trådløse potens.
Før man skyder skylden på routeren eller selve den trådløse forbindelse skylden, bør man køre en speedtest over ethernetkabel. Hermed får man et mere retvisende indtryk af, hvilken hastighed man reelt set får fra internetudbyderen. Du kan blandt mange andre bruge denne anerkendte test.
1. Stil din router et bedre sted
Sikr dig, at din router står nogenlunde centralt, er hævet en meters penge over gulvet og ikke står i nærheden af andet elektronik, der kan obstruere dit signal. Det kan være alt fra mikrobølgeovne til diverse trådløse dimser. Derudover kan især betonvægge fuldstændig molestere ethvert signal.
2. Smid din gamle skodrouter ud
Som al anden elektronik bliver routere uddaterede. Undersøg, om din router understøtter den nyeste wifi-standard, 802.11ac. Gør den det, burde alt være udmærket.
Routere, der opererer efter ældre standarder, vil aldrig kunne hamle op med sine nyere modparter. Derudover vil nye routere som udgangspunkt være mere sikre. En ny all-round router koster i omegnen af 600 kroner, og betaler man for et forholdsvis hurtigt internet, er det altså ikke på routeren, man skal spare.
Hvis du køber en ny router, så sørg for, at den understøtter ipv6, og at den eventuelt kan foretage simpel logning. Logningen er især vigtig, hvis du har været udsat for DDoS-angreb og er interesseret i at lukke bestemte ip-adresser fremadrettet.
3. Indstil antennerne rigtigt
Dine antenner står sandsynligvis lige op i vejret alle sammen. Men i stedet bør du variere vinklerne. Har du to antenner, så læg den ene ned, mens den anden står op. Nok ser det fjollet ud, men står de begge op, kunne du næsten lige så vel kun have en enkelt antenne.
Prøv dig eventuelt frem for at finde den optimale vinkel - også selvom din router kun har interne antenner. I så fald kan du undersøge, om dit signal bliver bedre til bestemte devices, hvis den hænger på væggen.
4. Ændr din wifi-kanal
Bor du i byen eller i et lejlighedskompleks, er det ganske sandsynligt, at din router strides med dine naboers routere om at levere det reneste og stærkeste signal. Den fejde koster bits per sekund og kan ofte endes ved at skifte kanal. Langt de fleste routere har muligheden for at skifte kanal indbygget i deres webinterface.
Der er forskellige mobilapplikationer, der kan scanne dine omgivelser for wifi-net ved at undersøge, hvilke kanaler der er mest overrendte. Blandt andet Wi-Fi Analyzer til Android eller Network Analyzer til iOS. Bemærk, at din router oftest bruger hovedkanalen og de to kanaler henholdsvis over og under. Så hvis du kan se, at kanal 12 og 13 bruges af hele din opgang, bør du for eksempel skifte til 10 eller 15.
De mobile apps tager umiddelbart kun afsæt i wifi-signaler og ikke alle de andre trådløse signaler, der kan minimere antallet af pixels på Netflix.
5. Spar på dit wifi
Sidst, men bestemt ikke mindst bør du tilslutte alt, hvad tilsluttes kan på ethernet. På den måde sikrer du den hurtigste og mest stabile forbindelse til de kablede devices og forbeholder din trådløse kapacitet til dine mobile enheder.
Nogle billige routere kan desuden have svært ved at holde styr på mange ip-adresser, især trådløst. Hvis det er helt galt, kan du i flere webinterfaces prioritere forskellige ip-adresser.
Har du flere tips og tricks? Del dem i kommentarfeltet herunder eller send os en mail
