400 CSC-ansatte gør klar til at gå på barrikaderne
Den langvarige strid om en ny overenskomst mellem it-fagforeningen Prosa og it-serviceleverandøren CSC er nu rykket et skridt nærmere en strejke. Omkring 400 Prosa-medlemmer hos CSC vedtog enstemmigt onsdag, at de vil afsætte tre procent af deres løn til en strejkekasse. Det skriver Computerworld.
Konflikten mellem de to parter drejer sig om, at Prosa-medlemmerne mener, at CSC ønsker at stille medarbejderne ringere med en ny overenskomst og blandt andet forringe vilkårene i forbindelse med overarbejde.
CSC mener på sin side, at selskabet blot bringer overenskomsten på niveau med vilkårene på det generelle it-arbejdsmarked i Danmark. I forsøg på at lægge pres på medarbejderne forud for et møde i Forligsinstitutionen fredag har CSC udsendt et lockout-varsel mod medarbejderne gældende fra den 9. februar.
På det faglige møde onsdag gav de CSC-ansatte samtidig Prosa tilladelse til at udsende andet strejkevarsel, og ifølge Computerworld vil op mod 600 CSC-ansatte kunne blive omfattet af konflikten.
De to parter møde fredag, og hvis der er grundlag for et forlig, kan konflikten udskydes. Striden om den nye overenskomst har varet i mere end et år.
