10.700 medarbejdere ud af 28.000 i Region Hovedstaden har givet deres dom over Sundhedsplatformen: 40 procent er utilfredse, mens 27 procent af de ansatte er tilfredse. 32 procent er hverken tilfredse eller utilfredse.
Det fremgår af en undersøgelse, som Region H har fået udført af Epinion.
Brugerundersøgelsen har til formål at afdække brugernes samlede oplevelse af Sundhedsplatformen, og den har givet et mere nuanceret indblik i systemets styrker og svagheder, skriver Region H i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen viser også, at to tredjedele er uenige i, at platformen er brugervenlig.
Har ikke lyttet til frustrerede medarbejdere
Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) tager brugerundersøgelsen meget alvorligt, siger hun i pressemeddelelsen:
»Vi har ikke altid været gode nok til at lytte til de hårdtarbejdende, men også frustrerede medarbejdere, der kaldte på konkrete forbedringer af systemet. Forbedringer, der nu enten er ført ud i livet, eller som er på vej til det med bl.a. fastholdelsen af flere lægesekretærer, forbedringer af arbejdsgange, samt oprettelsen af et nyt dialogforum med politikere, medarbejdere og ledelse om Sundhedsplatformen.«
Blandt lægerne er utilfredsheden endnu større. Her er to tredjedele utilfreds med det Epic-baserede system.
»Det understreger kun behovet for optimering af systemet og forbedring af uddannelsen – og det bliver der knoklet med. Vi skal have en mere optimal udnyttelse af systemet, og det skal blive lettere for lægerne at behandle patienterne,« mener Sophie Hæstorp Andersen.
Brugerundersøgelsen skal anvendes til at udvikle systemet.
»Men jeg ser ikke noget alternativ til Sundhedsplatformen,« fastslår regionsrådsformanden.