En stor del af fornøjelsen ved krimiserier som den amerikanske 'CSI: Crime Scene Investigation' er at råbe: »Butleren gjorde det!« ad tv’et gentagne gange.
Pga. de indbyggede og forudsigelige sproglige spor, der skal lade seeren blande sig i kriminalinspektørens arbejde, er krimiserierne også serdeles velegnede til at træne og teste AI’s kompetencer ud i Natural Language Understanding.
Og det er netop, hvad et hold forskere fra Edinburgh har gjort, skriver The Register.
I forskningsartiklen ‘Whodunnit? Crime Drama as a Case for Natural Language Understanding' skriver forskerholdet, at hver episode i serien stiller det samme basale spørgsmål – hvem gjorde det? – og ender med selv at besvare spørgsmålet, når gerningsmanden afsløres.
Ved at lade maskinen analysere data fra CSI-episoder har forskerne trænet systemet til at lave de samme konklusioner som tv-seeren. Over 30 episoder gætter modellen den korrekte morder inden for de sidste 10 procent af tv-afsnittet 60 procent af tiden – sammenlignet med 85 procent for menneskelige seere.
Modellen og mennesket synes desuden at have problemer med de samme plots – på nær en episode, hvor ‘mordet’ viste sig at være et selvmord, hvilket modellen pga. sin opbygning ikke kunne gætte.
Hvad der er endnu mere vigtigt er ifølge forskernes konklusion, at krimi-drama er en ideel testbase for modeller, der skal forstå naturligt sprog. Næste skridt skal blandt andet være at teste modellen på en anden tv-serie – f.eks. 'Law and Order'.