35 overlæger advarer: Sundhedsplatformen giver patientkaos
Store problemer med kemoterapi, ordinationer, der forsvinder, og længere ventetid på behandling for forskellige patientgrupper.
Fortrolige dokumenter fra et krisemøde med 35 overlæger på Herlev Hospital, som Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af, afslører nu, at det nye IT-system Sundhedsplatformen til 2,8 mia. kr., Sundhedsplatformen, giver store problemer på Herlev og Gentofte Hospitaler, og det går ud over patienternes sikkerhed.
I referatet fra overlægerådsmødet i september måned konkluderer de 35 overlæger blandt andet:
'Samstemmende var overlægerne bekymrede for, hvorvidt SP (Sundhedsplatformen, red.) nogensinde kommer til at fungere efter hensigten, og hvornår man kan komme tilbage til normal produktion og sikkerhed for patienterne.'
Afdeling L, en af kræftafdelingerne, har eksempelvis anført:
'Store problemer med kemoterapi, således i forbindelse med overgange i forløb og store problemer med ordinationerne. Til trods for, at læge, sygeplejerske og farmakonom sidder sammen og lægger medicin ind, forsvinder ordinationerne'.
Formanden for Overlægeforeningen, som organiserer landets 6.500 overlæger, Anja Mitchell, har kendskab til dokumenterne fra krisemødet på Herlev Hospital og de mange problemer med indføringen af Sundhedsplatformen.
»Den største udfordring er de tekniske problemer, dvs. integration af Det Fælles Medicinkort, hvor man ordinerer medicin for patienterne, og systemet, hvor man bestiller blodprøver. Og så er der nogle udfordringer omkring at ordinere kemoterapi for cancerpatienter,« siger Anja Mitchell til Ekstra Bladet.
»Og hvis det, man bestiller, ikke fungerer, så vil vi på et eller andet tidspunkt få nogle tal på om, at der er nogle patienter, der ikke kommer igennem deres kræftpakkeforløb, som de skal,« siger Anja Mitchell.
I Region Hovedstaden mener koncerndirektør Svend Hartling, at alt går efter planen med Sundhedsplatformen. Og derfor er planen stadig at indføre Sundhedsplatformen på Rigshospitalet i november:
»Vi har stadig et møde lagt ind, før vi går live på Rigshospitalet, hvor vi skal sikre, at de sidste integrationer på Rigshospitalet er på plads. Hvis de mod forventning ikke skulle være det, så kan vi godt forlænge eller skubbe starten på Rigshospitalet et par uger for eksempel,« siger han.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.