3,2 gigabit FireWire kommer til oktober

Den nye version af IEEE 1394 er på plads, og specifikationen vil blive offentliggjort til oktober.

Standardiseringsorganisationen under IEEE har nu afsluttet arbejdet på den nyeste version af IEEE 1394, der bedre er kendt som FireWire eller iLINK.

Det betyder, at den nye specifikation for IEEE 1394-2008 vil blive offentliggjort i oktober, oplyser IEEE.

Den nye version indeholder en række mindre rettelser i forhold til tidligere versioner af standarden. Den mest iøjnefaldende forbedring er dog en kraftig forøgelse af hastigheden.

IEEE 1394-2008 vil således understøtte både 1,6 og 3,2 gigabit pr. sekund og samtidig bevare bagudkompatibiliteten med de eksisterende produkter.

De to nuværende versioner af FireWire understøtter hastigheder på 400 og 800 megabit pr. sekund.

Standarden konkurrerer først og fremmest med den mere udbredte USB, som i dag understøtter hastigheder på op til 480 megabit pr. sekund.

FireWire er dog udbredt inden for især digital videoredigering og ekstern storage til arbejdsstationer.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere