30 amerikanske firmaer bryder EU-lovgivning om datasikkerhed

Internetgiganter bryder i høj grad en handelsaftale mellem EU og USA, der skal sikre EU-borgernes privatliv.

Flere end 30 amerikanske teknologivirksomheder står anklaget for brud på en europæisk-amerikansk aftale om at respektere EU-lovgivning og beskytte borgernes data. Det skriver The Register.

Organisationen Center for Digital Democracy (CDD) påstår, at internetgiganter som AOL, Adobe, Salesforce, Datalogix, Marketo, BlueKai, Criteo, Merkle og andre ignorerer deres løfte om at beskytte EU-borgeres private data. I stedet deler virksomhederne oplysninger med andre organisationer, lyder det.

Ingen af de anklagede virksomheder har ønsket at kommentere sagen.

Ifølge CDD sammenholder, deler og bruger virksomheder private oplysninger om EU-borgere uden samtykke. Det er et brud på en handelsaftale mellem USA og EU, der går under navnet Safe Harbor.

Handelsaftalen kan i juridisk forstand håndhæves, men strengt taget er det en frivillig aftale om at overholde et etisk regelsæt, hvor amerikanske virksomheder forpligter sig til at respektere EU-borgeres ret til privatliv. Aftalen kom i hus i 2000.

I kølvandet på Edward Snowdens afsløringer er der dog ikke mange, der for alvor tror, at aftalen er meget værd.

Indtil videre har 4.767 amerikanske virksomheder underskrevet aftalen, hvilket giver virksomhederne ret til at reklamere med det. Men en australsk analysevirksomhed har i en gennemgang opdaget, af en ud af syv virksomheder, der påstår at overholde handelsaftalen, lyver.

Virksomhederne bruger nemlig i høj grad deres data til at tegne profiler af EU-borgere, så de bedre kan målrette reklamer og produkter i Europa.

Det er muligt for de amerikanske myndigheder at sanktionere de virksomheder, der bryder handelsaftalen, men det er indtil videre ikke sket.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere