'3' skifter til 14,4 megabit/s på mobilt bredbånd
Omtrent 80 procent af teleselskabet 3's net til mobilt bredbånd har nu en kapacitet på 14,4 megabit/s. Selskabet vil dog ikke bruge den hurtigere hastighed i deres markedsføring, selvom den er dobbelt så høj som de eksisterende 7,2 megabit/s. Hardwaren i de modemer, 3's kunder er udstyret med, kan nemlig højst overføre data ved 7,2 megabit/s.
»Hardwaren understøtter kun 7,2. Så det er ikke sådan, at vi kommer til at kalde abonnementet for 14,4,« siger kommunikationschef i 3 Stine Green Paulsen.
3 regner med, at nye modemer, der teoretisk kan ekspedere data ved 14,4 megabit/s, vil være klar i løbet af foråret.
»Først opgraderer man sit netværk. Så går man ud og tester, hvordan det performer, og ud fra det, finder man ud af, hvordan man får kommunikeret den hastighed, ligesom vi også gjorde med 7,2,« siger hun.
Ifølge Stine Green Paulsen bliver der ikke tale om, at en forbruger, der tidligere har oplevet en gennemsnitlig hastighed på eksempelvis to megabit/s nu vil opleve en hastighed på fire megabit/s trods kapacitetsfordoblingen i nettet.
»Sandsynligvis vil nogen, der tidligere har haft hastigheder omkring 2 megabit/s, opleve, at den nu hedder 2,5,« siger hun og tilføjer:
»Vi kan jo ikke garantere en eller anden given hastighed.«
3 vil ifølge kommunikationschefen da heller ikke ændre ved beskrivelsen af downloadhastigheden på selskabets hjemmeside, som lige nu beskrives som mellem 2,0 og 5,5 megabit/s.
Version2/Ingeniøren beskrev i fredags, hvordan den typiske hastighed på 3's net ligger på omkring 2 megabit/s i København

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.