3 lammetæver de danske konkurrenter med mobilt bredbånd

Teleselskabet 3 dækker bedre og leverer hurtigere mobile bredbåndsforbindelser end konkurrenterne, viser en undersøgelse fra Aalborg Universitet. Sonofon dumper.

Nu skulle det være sikkert og vist - teleoperatøren 3 leverer bedre dækning med mobilt bredbånd og hurtigere netforbindelser i Danmark end konkurrenterne TDC, Sonofon og Telia.

Det er konklusionen i den uafhængige undersøgelse 'Mobile Internet Benchmarking', som professor Knud Erik Skouby fra Aalborg Universitets Center for Communication, Media and Information Technologies står bag.

Det er godt nok 3 selv, der har sponseret undersøgelsen, men selskabet hævder i en pressemeddelelse, at 3 hverken har haft indflydelse på tilrettelæggelse af undersøgelsen, eller på dens konklusioner.

»Hastigheden i 3's netværk er klart højere end hos nogen af de andre udbydere, og hvad angår dækning er 3 bedst, fulgt af TDC. Dækningen udgøres af en kombination af forskellige parametre, og selvom TDC har de kraftigste antennesignaler, så giver 3 brugerne den bedste dækning,« lyder det fra Knud Erik Skouby i pressemeddelelsen.

Målingerne, der ligger til grund for undersøgelsen, er foretaget af Ascom, som både har målt indendørs og udendørs, i små og store byer og på farten gennem Danmark.

»Selv om vi længe har vidst, at vores netværk er Danmarks bedste, så er det fantastisk, at det nu dokumenteres i en uafhængig undersøgelse. Selvom konkurrenterne fra TDC, Sonofon og Telia har skruet gevaldigt op for markedsføringen på det sidste, så viser undersøgelsen, at 3 fortsat er den suverænt bedste leverandør af mobilt bredbånd i Danmark,« siger Morten Christiansen, adm. direktør i 3 i følge pressemeddelelsen.

3's datanetværk scorede samlet set 151 point i undersøgelsen, mens TDC fik 133 og Telia 97 point. Sonofon blev den absolutte bundskraber med 67 point.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Anonym

Det er langt mere utroligt at der overhovedet er kunder der overhovedet vælger andre end 3 som leverandør til Mobilt bredbånd. TDC, Sonofon, Telias m.m.'s markedsføring er jo direkte vildledende - jovist er der dækning over det meste - bare ikke i 3G hastighed. Og det har intet med "mobilt bredbånd" at gøre. GPRS (43Kbit udenfor de større byer) er IKKE bredbånd.

3 derimod dækker langt ud på lars tyndskids marker, og har haft en dækning der er helt uden sammenligning med de øvrige teleselskaber.

Selv helt derude hvor jeg bor (skævinge, sjælland) og i sommerhuset i Snogebæk på Bornholm er der fuld power fra 3 (og intet fra Sonofon og TDC - jo TDC kom lige på for et par uger siden forresten - 2 år efter at 3 satte udstyr op).

Peter Andersen

3 har fået mange tæv for alt muligt, måske med rette - men når det kommer til mobil data dækning må jeg sige at jeg er meget imponeret. Jeg har 15 sælgere der netop sælger på Lars T's marker, og de har rigtig god UMTS dækning, nej, ikke 100% - der er plads til forbedring, men dækningen er bedre end den TDC GPRS vi anvendte tidligere, og iøvrig til den halve pris :)

Thomas Alexander Frederiksen

Skægt at denne artikel skulle komme på en dag hvor jeg tog toget fra København til Horsens. På den tur har jeg nemlig stort set fuld dækning på mit mobile bredbånd fra 3 hele vejen, hvorimod mobiltelefonen der skal trækkes med TDCs net stort set ikke har kontinuert dækning på UMTS i de fem-ti minutter en almindelig samtale tager.

Jarnis Bertelsen

Det gør det endnu mere paradoksalt at DSB har valgt TDC som leverandør til internet i IC togene. Man kunne frygte at det svarer til DSB's sædvanlige held/evner med at vælge leverandører (tænk IC4), men mon ikke udvider dækningen på netop togstrækningerne for at undgå alt for dårlig omtale.

Troels Lund

Pudsigt at denne -af 3 betalte - undersøgelse ikke inddrager nordiskmobiltelefon.dk / ice-net.dk. Mon det kan skyldes at de dækker langt bedre end 3?

De kan (endnu) ikke opnå samme hastighed som 3 har en del steder, men 3.1 Mbit er nu også fint. Især hvis man rejser meget i de andre nordiske lande eller til søs, vil dette selskab tilbyde langt bedre dækning og langt billigere priser end 3 eller de andre selskaber der er omtalt. Sammenlig f.eks. dækningen mellem Sjælland og Bornholm på hhv. "http://glu.tre.se/coverixwww_dk_mbb/Default.aspx?MapFrame_resizable=true...ælg "dækning over vand")
og "http://nordiskmobiltelefon.dk/3G/"

Så mon ikke overskriften burde ændres til "3 lammetæves af konkurrent som de ikke tør sammenligne sig med"

Lars Hansen

Så mon ikke overskriften burde ændres til "3 lammetæves af konkurrent som de ikke tør sammenligne sig med"

Fordi de har bedre dækning over vand? (og måske i de andre nordiske lande - men det leveres der ikke rigtig nogen dokumentation for).

For langt de fleste er den indenlandske landbaserede dækning nok den vigtigste parameter. Og der er ihvertfald intet belæg for at konkludere at 3 får lammetæv.

Troels Lund

Lars Hansen har overset det lille f.eks. i mit indlæg. Enhver der kigger på de forskellige dækningskort kan se at 3´s dækning er dårligere også på land. Jeg synes ikke at man i et debatindlæg skal dokumentere alle de steder hvor 3 dækker dårligere, det ville jo fylde adskillige sider.

Dokumentationen for dækningnen i de andre nordiske lande er der rigelig af på firmaets hjemmeside.

Lammetæv er det udtryk version2 medarbejderen valgte da han skulle sætte 3's meddelelse i. En medarbejder med en smule kritisk sans / kendskab til området ville nok ikke have valgt den overskrift. Og måske spurgt undersøgerne om hvorfor de havde undladt at medtage selskaber der dækker bedre end 3 i deres af 3 betalte undersøgelse.

Peter Andersen

Måske skyldes fraværet at ice-net.dk at ingen havde hørt om det på det tidspunkt hvor undersøgelsen blev iværksat? 3's "basic" abonnement koster 199 pr måned, ice-nets billigste produkt koster så vidt jeg kan se 249, det er ikke "langt billigere".

Hvorvidt de dækker bedre, må komme an på en ny undersøgelse - nogen der har ice.net??

Log ind eller Opret konto for at kommentere