29-årig it-konsulent fra Vejle hængt ud for 3F-hacking

Illustration: Virrage Images/Bigstock
Den 29-årige it-konsulent Rico Raja fra Vejle er blevet kædet sammen med hackerangrebet på fagforeningen 3F's hjemmeside i juli måned. Hamrende useriøst, mener han selv.

Den 29-årige it-konsulent Rico Raja er på nettet blevet hængt ud for at stå bag hackerangrebet mod fagforeningen 3F tidligere på sommeren.

Læs også: Hackere lægger 3F's hjemmeside ned i bitter overenskomstkonflikt

Anklagen mod vejlenseren er alvorlig, da hackerangrebet kan takseres med op til seks års fængsel.

Selv afviser han al sammenhæng med hackerangrebet over for Version2, og politiets ransagning af den 29-åriges hjem for to måneder siden har heller ikke givet anledning til at rejse sigtelse. Her gennemgik de både hans pc og Playstation for spor.

Ifølge Rico Raja var politiets yderst venlige, effektive og grundige, da de kom forbi hans hjem i Vejle. Selv var han rolig.

»Jeg sagde med det samme til politiet, at de kan undersøge, hvad de vil. Imens gik jeg ud og lavede en kop kaffe. Jeg havde jo ingen grund til at være nervøs,« siger Rico Raja til Version2.

Hackerangrebet mod 3F den 20. juli er blevet kædet sammen med den internationale hackergruppe Anonymous. Angrebet blev sat i værk efter konflikten mellem fagforeningen og Restaurant Vejlegården.

Konkret har en dansk hacker med dæknavnet Elan0r, der hævder at have tilknytning til gruppen, taget ansvaret for angrebet.

Af årsager, der endnu er uklare, er Rico Raja fra Vejle på den offentligt tilgængelige hjemmeside Pastebin.com blevet hængt ud for at gemme sig bag Elan0r-aliaset. Hans navn, adresse, telefonnummer og fritidsinteresser er blevet lagt ud på hjemmesiden af ukendte brugere.

Men det afviser han på det kraftigste over for Version2.

»Jeg vidste jo, at jeg intet har at gøre med hverken Anonymous eller hackingen af 3F’s hjemmeside. Politiets gennemsøgning af mine ting viser jo også, at jeg er uskyldig,« siger Rico Raja til Version2.

Informationer hamrende useriøse

Da Rico Raja selv bor i Vejle, mener han da også, at man jo godt kunne få tanken, at hackeren kommer fra lokalområdet. Alligevel mener Rico Raja, at oplysningerne på Pastebin.com er dybt tåbelige.

»Jeg synes, det er hamrende useriøst at lægge den slags ting ud, når der er tale om rygter. Jeg er mildest talt ved at brække mig over det,« forklarer Rico Raja over for Version2.

Selv har Rico Raja på flere platforme brugt aliaset Deploymentgeek.

Hvordan forklarer du sammenhængen mellem dit alias Deploymentgeek og aliaset Elan0r, der allerede fra starten blev sat i forbindelse med angrebet?

»Hvis jeg selv kendte sammenhængen, ville jeg forfølge sporet. Men jeg har ingen idé om, hvem der har kodet dem sammen, eller hvordan. Men jeg kun sige, at jeg med politiet i ryggen har min sti ren,« siger Rico Raja til Version2.

Da 3F's hjemmeside, som Version2 tidligere har kunnet fortælle, også har en offentlig vinkel i form af deres dagpengelinks, kan hackeren få op til seks års fængsel.

Læs også: 3F-hacker risikerer 6 år bag tremmer

Politiet bekræfter over for Version2 at have gennemført en ransagning i forbindelse med efterforskningen af hackerangrebet, men ønsker ikke at oplyse, om den fandt sted hos Rico Raja i Vejle.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Peter Makholm Blogger

Vedkommende har jo ikke forsøgt at komme ind i systemerne, men "bare" lagt dem ned, som jeg forstår forløbet.

Når der tales om en strafferamme på op til 6 år, så taler vi nok om at man overvejer en sigtelse efter straffelovens §193: "Den, der på retsstridig måde fremkalder omfattende forstyrrelse i driften af almindelige [...] informationssystemer [...] straffes med bøde eller fængsel indtil 6 år."

Det omfatter absolut DDOS-angreb.

Bestmmelser som mere passer med det vi traditionelt (læs: snobbet) kalder hacking har kun en strafferamme på halvandet år: Databedrageri (§279a), uberettiget skaffe sig adgang oplysninger i informationssystemer (§263 stk. 2), skaffe og vidergive koder og andre adgangsmidler (§263a, §301a).

  • 3
  • 0
Thue Kristensen

Politiet bekræfter over for Version2 at have gennemført en ransagning i forbindelse med efterforskningen af hackerangrebet, men ønsker ikke at oplyse, om den fandt sted hos Rico Raja i Vejle.

Hvis politiet faktisk har fået en ransagelseskendelse på baggrund af en (antagelig anonym) pastebin-post, så synes jeg egentligt at det er ret skræmmende.

Men artiklen gør det jo ikke helt klart of politiet havde en ransagelseskendelse, eller om gennemkigningen af computerne var frivillig. Eller om politiet havde andre beviser end en pastebin-post. Har Version2 spurgt Rico Raja om politiet havde en ransagelseskendelse?

  • 7
  • 0
Michelle Bea Lund-Müller

Version2 har valgt at fjerne et indlæg fra debatten, da det både var krænkende og indeholdte injurier. Dette leder ikke til god debat. Indlægget strider meget imod Version2s brugerbetingelser om ansvar for det indhold, du bidrager med ("du er bl.a. selv ansvarlig for, at dine kommentarer ikke indeholder injurier eller krænker andres ophavsret." http://www.version2.dk/brugerbetingelser)

Vh.

Community builder
Michelle Bea Lund

  • 4
  • 3
Christian Madsen

Jeg nåede at læse det fjernede indlæg i morges. Og selv om det, der står er udokumenteret, tror jeg på det hele.

Selv, har jeg arbejdet 10 måneder i Konus Group (lige før det blev lukket) og oplevet, hvordan han ved at hylde sig selv ind i en eskalerende spiral af (hvad jeg oplever som) røverhistorier, fik skaffet sig utallige uvenner i Konus Group og søsterfirmaet Interdata. De som var tæt på i den periode kan bekræfte mig :)

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere