Tirsdag eftermiddag indgik Venstre-regeringen aftale med alle Folketingets partier, minus Alternativet og Enhedslisten, om en bredbåndspulje, der skal give en håndsrækning til de områder, hvor dækningen i dag er dårlig.
Det skriver Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet i en pressemeddelelse.
»Den digitale infrastruktur er afgørende for, at danskerne kan bo og drive virksomhed over hele landet. Bredbåndspuljen er målrettet de områder, hvor markedet ikke kan klare det alene«, skriver energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V).
Ministeren regner med, at op mod 25.000 husstande kan få gavn af puljen, som borgere og kommuner snart kan søge tilskud af.
»Jeg forventer, at mellem 4.000 og 25.000 boliger, virksomheder eller sommerhuse kan få hjælp fra puljen, og vi åbner for ansøgninger til sommer, så man kan godt gå i gang med at forberede sig allerede nu,« siger Lars Christian Lilleholt.
Også hos Danske Regioner er man glade for aftalen:
»Det er glimrende - og nødvendigt - at aftalepartierne nu er blevet enige, for en god bredbåndsforbindelse er en helt central del af vores infrastruktur. Og ikke mindst skal borgere i alle dele af landet have adgang til de samme ydelser,« skriver næstformand Jens Stenbæk i en pressemeddelse.
Puljen er i første omgang en forsøgsordning, der efter to år skal evalueres med henblik på eventuel fortsættelse.
Første år er der afsat 80 millioner kroner, mens der mellem 2017 og 2019 tilføres yderligere 40 millioner kroner hvert år til puljen.
'Dårlig dækning' er af ministeriet som udgangspunkt defineret som 10 Mbit/s download og 2 Mbit/s upload.