2020-planens redningsmand stiller krav: Flere hotspots i Danmark
Efter at Kristendemokraternes Per Ørum forlod regeringens 2020-forhandlinger forsvandt også det afgørende 90. mandat for at kunne danne et flertal om aftalen. Men den tidligere konservative politiker Pia Christmas-Møller springer nu ind fra højre, viftende med det sidste og afgørende mandat i hånden. Dog er det ikke gratis.
For selv om Pia Christmas-Møller som udgangspunkt er positiv stemt over for, at 2020-planen bliver vedtaget, så skriver jp.dk, at hun har en række krav med sig, som hun vil fremlægge i forhandlingerne. Blandt andet skal det være lettere for danskerne at få adgang til internettet.
»Jeg har nogle ideer inden for vækstområdet. Jeg vil gerne have spredt nogle hotspots rundt omkring, så der er lettere adgang til viden på nettet. Det er den gamle grundtvig-koldske idé om, at viden er magt. Vores tids instrument til at sprede viden er internettet,« udtaler Pia Christmas-Møller til jp.dk.
Pia Christmas-Møller har tidligere stillet spørgsmål til regeringen som indikerer hendes ønske om, at Danmark bør tilbyde borgerne gratis adgang til internettet.
»Danmark kan blive førende i nem, fri og lige adgang til internettets videnudbud via hurtig, trådløs opkobling for derigennem at videreudvikle Grundtvigs og Kolds tanker om videnspredningens betydning for et samfunds konkurrenceevne', lød det blandt andet i spørgsmålet til regeringen i april.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.