200.000 samtidige forespørgsler sendte KL.dk til tælling

9. april 2013 kl. 11:1317
Da KL's hjemmeside blev udsat for et DDoS-angreb, der lagde siden ned i flere timer, var der ikke blot tale om en enkelt utilfreds hacker.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

KL.dk blev i går aftes udsat for et DDoS-angreb, der i fire-fem timer gjorde det umuligt at komme ind på hjemmesiden. Og selvom der ikke var tale om et kæmpestort angreb, var personerne bag alligevel godt organiserede.

Det vurderer it-driftslederen hos KL, Rune Scheye Koop.

»Jeg vil betegne det som et middelstort angreb,« siger Rune Scheye Koop til Version2.

»Angrebet kom fra flere forskellige servere. Da det var værst, var der omkring 200.000 samtidige requests, og vores system kan holde til 8-9.000. Men det var kun serveren, der ikke kunne følge med. Vores firewall holdt hele vejen igennem, så vores andre systemer blev ikke påvirket,« siger Rune Scheye Koop til Version2.

Serveren holdt ikke

En gruppe, der hævder at være en del af den internationale hackerbevægelse Anonymous, havde på forhånd på Youtube varslet et angreb mod KL, der lige nu er part i den aktuelle konflikt med Danmarks Lærerforening.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rune Scheye Koop kan dog ikke med sikkerhed sige, hvem der står bag angrebet.

Det var langtfra hele systemet, der mandag aften blev lagt ned ved angrebet. KL har ifølge Rune Scheye Koop et temmelig højt sikkerhedsniveau i forvejen, da de jo ofte er part i ophedede politiske diskussioner.

Angrebet påvirkede KL.dk og meretidsammen.dk og lagde siderne ned omkring klokken 19. Klokken 23 var der ved at være hul igennem igen, og til midnat kørte siden normalt igen.

Der var lidt knas med sitet igen tirsdag morgen, men det varede ikke mere end ti minutter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Nu har hackerne jo øget bevågenheden, så nu kommer alle idioterne. De skal også lige se, om de kan komme ind, og det kan meget nemt være det, der skete her til morgen,« siger Rune Scheye Koop og henviser til den bølge af angreb, der kan følge efter et DDoS-angreb.

Fik dæmmet op for problemet

Hele it-driftsafdelingen hos KL arbejdede på højtryk i går aftes for at få hjemmesiden op at køre igen, fortæller it-driftslederen. Men en ting er et DDoS-angreb, noget andet er, hvis hackere rent faktisk kommer ind i systemet.

»Vi har brugt meget tid på at holde øje med, at ingen kom ind og lagde noget ind på vores server. Vi var meget nervøse for, om de ville prøve at overtage sitet,« siger Rune Scheye Koop til Version2.

Det skete heldigvis ikke, og KL har nu øget beredskabet. Der sidder lige nu teknikere og holder øje med, at der ikke sker flere angreb.

It-driftsafdelingen fik dog allerede i går aftes løst en del af problemet ved at dæmme op for trafikken fra en tysk server.

»Da vi fik lidt mere ro på i går aftes, kunne vi se at der kom 9.000 forespørgsler fra den samme server i Tyskland. På det tidspunkt var der omkring 10.000 forespørgsler i alt, så da vi fik spærret for serveren i Tyskland, opnåede vi ret meget,« siger Rune Scheye Koop til Version2.

KL og deres it-driftsafdeling holder stadig skarpt øje med hjemmesiden, da de frygter nye angreb.

Opdatering 9/4 2013 kl 12.52: KL.dk er p.t. nede igen.

17 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
15
10. april 2013 kl. 10:48

Jeg synes det ser meget enkelt ud det her. Man starter med at sende nogle hundrede tusinde skoleelever hjem, en hel del af dem er givetvis i stand til at lege med på script-kiddie niveau. Bagefter ser man DDoS-angreb i tidsrummet ca. 19 til ca. 23 - altså sådan omtrent fra efter aftensmaden og indtil sengetid for en teenager i skolealderen...

16
15. april 2013 kl. 16:00

Bagefter ser man DDoS-angreb i tidsrummet ca. 19 til ca. 23 - altså sådan omtrent fra efter aftensmaden og indtil sengetid for en teenager i skolealderen...

med min teenager ville det så være efter 24:00 ... de har jo "fri". Men enig, vi skal nok forvente at en teenager der er level 86 i WoW, har minecraftet hele byer, styret command and control spil nemt kan finde ud af at google "Backtrack youtube" og kommer igang med hacking.

BTW det er GODT at unge idag har adgang til hackerværktøjer, de skal blot vide at det ikke bare er et spil. Så giv dem afløb på virtuelle maskiner med Metasploitable eller andre opgaver som er beregnet til at lære. Har jeg sagt min søn er igang med Python sitet https://learnpythonthehardway.org/ ?

Det værste der sker er at vi får nogle dygtige sikkerhedsfolk og administratorer som ikke bliver lagt ned af simple angreb!

14
10. april 2013 kl. 09:01

I øvrigt... Jeg synes pressen/ journalister skulle ændre deres brug af ordet "hacket".... Et DDos-angreb er jo sådan set noget andet.

Ret beset svarer det til, at kommunerne rundt omkring, sagde at de havde haft indbrud, når der reelt er en (ulovlig) demonstration foran deres rådhus (om end en meget stor én - i nogle tilfælde).

17
15. april 2013 kl. 16:11

I øvrigt... Jeg synes pressen/ journalister skulle ændre deres brug af ordet "hacket".... Et DDos-angreb er jo sådan set noget andet.

Måske enig, hvis du nu tager din datamat og skærm og kommer med et forslag til databehandlingsordet du ønsker brugt. Du kan blot indtaste det med din netværksomstrejfer og formularen nedenfor. Du kan eventuelt lave en udskrift på din linieskriver

Danskere taler stadig om harddisken som den kasse der står på gulvet, så ja - DDoS er ikke lig med hacking, men DDoS benytter hackerværktøjer - og her falder de fleste allerede af, for hvis ikke DDoS som udføres med hackerværktøjer er hacking - hvad er så?

Så hvis du taler på Version2 så er det godt at være så specifik som muligt, det elsker nørder generelt, men i verden omkring os - hacking er "fint nok". Jeg tror ligeledes mange andre medier bruger version2 som reference og jeg ser hellere sagerne kommer bredere ud end det står 100% korrekt - som så ikke bliver forstået.

Så ja,

Når medierne bruger ordet hacking bruges det ofte i en betydning lettest sammenfattet i: "En der bruger computere til at gøre noget kriminelt". Blandt computernørder, vil man dog ofte støde på en anden betydning.

fra https://hacking.dk/ som jeg er enig i.

Dvs brug hacking nede i hackerspaces i den oprindelige betydning, men hvis du bruger det udenfor den snævre kreds af IT-folk så bliver det måske misforstået. Ofte kan man istedet vælge ord som hærværk (DDoS) eller indbrud (netbank indbrud, penge tabt, brugerids kopieret)

Hvis du stadig har energi til at kæmpe imod misbruget af ordet hacking til at betyde kriminelle handlinger, så kan du med fordel læse historien om Don Quixote der som en helt kæmpede mod nogle skrækkelige modstandere https://en.wikipedia.org/wiki/Don_Quixote

Folk der synes vi skal skrive dansk kan forøvrigt more sig med: https://www.klid.dk/dansk/ordlister/ordliste.html

10
9. april 2013 kl. 15:04

Hvis skolelærere står bag anonymous, så falder min fordom om deres IT-kundskaber kraftig til jorden, hehe.

9
9. april 2013 kl. 14:49

Vil det vise sig at skolelærere i virkeligheden står bag anonymous..

4
Indsendt af Peter Binderup (ikke efterprøvet) den tir, 04/09/2013 - 13:00

Nu har hackerne jo øget bevågenheden, så nu kommer alle idioterne. De skal også lige se, om de kan komme ind, og det kan meget nemt være det, der skete her til morgen,« siger Rune Scheye Koop til Version2.

Havde han forventet at når der på jp.dk, ekstrabladet.dk, version2 og cw.dk står om angrebet at folk ikke lige vil se om de har formået at slå angrebet tilbage - selvfølgelig vil en masse besøge siden for at se om den er i live eller ej.

5
9. april 2013 kl. 13:14

Ja. Den faldt jeg også over. Ikke en pæn måde han omtaler os på. Han må være en meget lille mand, når han har brug for den type sprogbrug. PS Jeg skal da lige se, om Kl har fået siden op at køre igen...

6
9. april 2013 kl. 13:34

Det er ikke hverken dig eller besøgende, han omtaler på den måde. Det er andre hackere.

8
9. april 2013 kl. 14:02

Det er præciseret nu. Mvh. Signe, Version2

12
9. april 2013 kl. 15:48

Nej, det gør der ikke.

»Nu har hackerne jo øget bevågenheden, så nu kommer alle idioterne. De skal også lige se, om de kan komme ind, og det kan meget nemt være det, der skete her til morgen,« siger Rune Scheye Koop og henviser til den bølge af angreb, der kan følge efter et DDoS-angreb.

13
9. april 2013 kl. 22:02

Nej, det gør der ikke.</p>
<p>»Nu har hackerne jo øget bevågenheden, så nu kommer alle idioterne. De skal også lige se, om de kan komme ind, og det kan meget nemt være det, der skete her til morgen,« siger Rune Scheye Koop og henviser til den bølge af angreb, der kan følge efter et DDoS-angreb.

Jeg er åbenbart ikke den eneste, der læste den sætning som om at det var trafik fra dem, der havde set "nyheden" og liiiiige skulle klikke inde på siden, for at se om den nu også virkede igen. Men det var måske ikke den store trafik der stammede fra danske IP'er i flodbølgen efter DDoS'en?

1
9. april 2013 kl. 12:12

Da KLs hjemmeside blev udsat for et DDoS-angreb, der lagde siden ned i flere timer, var der ikke blot tale om en enkelt utilfreds hacker.

Hvem talte dem da? En person kan da let styre et større arsenal af inficerede computere..

2
9. april 2013 kl. 12:20

Det gjorde Rune Scheye Koop. Hans vurdering som it-driftsleder på siden er, at der er tale om flere personer i samarbejde.

Mvh. Signe, Version2

3
9. april 2013 kl. 12:28

Her er min teori:

En søn af en skolelærer besluttede at støtte mor med lidt scriptede DDoS-angreb af den slags, man kan fikse med 30 minutters googling. Han pakkede det samtidig ind i det efterhånden ret tyndslidte "Anonymous"-brand, og har dermed fået sikret sig mere publicity, end han formentlig vil opnå resten af sit liv.

OK, det er en lidt kedeligere teori end jeres ...