20.000 personers “aktuelle og historiske sygefraværsforhold” er i december blevet slettet på grund af en IT-fejl i et af KMD’s jobcentersystemer, fortæller fagbladet 3f.
Det skriver Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen i går i en orientering til Folketingets beskæftigelsesudvalg.
Det er ikke første gang, den er gal med den digitale håndering af sociale ydelser i jobcentrene. I efteråret fik op mod 4.000 danskere for meget udbetalt i boligstøtte. De skulle ellers have været trukket i boligstøtte på grund af kontanthjælpsloftet.
De slettede data i den aktuelle sag om sygefravær er blevet oprettet igen, og konsekvenserne af fejlen har derfor været stærkt begrænset, skriver ministeren.
Men fejlen sætter dog a-kasserne på overarbejde, for a-kasserne skal nu kontrollere, om deres beregninger af dagpengesats, karens og forbrug af dagpenge har været korrekt i cirka 250 tilfælde.
Sårbart
Verner Sand Kirk, der er direktør i Danske A-kasser mener, at den omfattende digitalisering af systemet gør det sårbart.
»Generelt kan man sige, at hele systemet i dag er så digitalt, at det giver kæmpe problemer, hvis data ikke er gode nok. Det gør os meget sårbare,« siger han til 3f.
Som eksempel nævner Verner Sand Kirk, at indberetter en arbejdsgiver forkert til Indkomstregistret, får det store følger, og a-kasserne bøvler med at dobbelttjekke oplysningerne.
Troels Lund Poulsen beder nu om en evaluering:
»Det er ikke acceptabelt, at der er sket en fejl, og jeg har bedt styrelsen om at evaluere sagen sammen med KMD for at sikre, at lignende fejl ikke opstår fremadrettet,« skriver han i brevet til Beskæftigelsesudvalget.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.