20 organisationer til regeringen: Drop planer om sessionslogning

Regeringens plan om at genoplive sessionslogningen i en udvidet form møder massiv modstand blandt 20 organisationer, der vil få EU-kommissionen til at se på planen, hvis den ikke bliver skrinlagt.

Danmark bør ikke genindføre logningen af borgernes adfærd på internettet, før EU-kommissionen har vurderet, om det strider imod europæiske regler.

Det er budskabet fra 20 organisationer i et brev til justitsminister Mette Frederiksen (S) og Folketingets Retsudvalg. Det skriver Information.

Det er blandt andet Dansk Erhverv, Teleindustrien, Dansk Industris branchefællesskab for it og tele samt Forbrugerrådet Tænk, der er afsendere på brevet.

»Ministeren og Folketingets politikere bør tage alle forholdsregler for at sikre, at der ikke indføres logning, som strider mod borgernes grundlæggende rettigheder,« siger Jakob Willer, direktør i Teleindustrien, der er teleselskabernes brancheorganisation, til Information.

Sessionslogningen blev ophævet i sommeren 2014 af den daværende justitsminister Karen Hækkerup (S) få måneder efter, at EU-domstolen havde erklæret, at logningsdirektivet var i strid med retten til respekt for privatlivet i EU’s charter om grundlæggende menneskerettigheder.

Læs også: Justitsministeriet stopper internetlogning af danskerne

Logningen bestod blandt andet i, at teleselskaber og internetudbydere registrerede dele af internettrafikken. Den blev blandt andet kritiseret for at registrere langt flere data end oprindeligt planlagt, samt at data i praksis var ubrugelige til efterforskningsarbejdet.

I januar 2015 kom det så frem, at Rigspolitiet ønsker at genoplive logningen - denne gang i en udvidet form, hvor mobiludbyderne blandt andet skal registrere lokationsdata for mobilt dataforbrug. Det vil i højere grad gøre det muligt for politiet at følge en persons færden, da der langt oftere registreres dataforbrug på mobilen, end telefonopkald og sms’er, som tidligere resulterede i en registrering af mobilens placering.

Læs også: Sådan ser politiets ønskeseddel ud til genoplivning af omstridt sessionslogning

De 20 organisationer opfordrer justitsministeren til at skrinlægge planerne indtil videre, og skulle de blive til et lovforslag, vil de have EU på banen:

»Hvis der bliver sendt et lovforslag ud fra ministeren, så agter vi at tage kontakt til EU-Kommissionen og bede dem om at se på, om de danske regler vil stride imod charteret,« siger Jakob Willer til Information og tilføjer:

»Jeg synes, at man fra politisk hold bør tage det her ganske alvorligt. Hvis der er den mindste tvivl, så er der grund til at lytte til, hvad EU-Kommissionen siger.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#3 Anton Lauridsen

Jeg har endnu ikke fundet et vestligt land hvor det ikke gælder at summen af døde pga. terror i perioden 2000-2014 overstiger antallet af trafikdræbte på et enkelt år med en faktor to.

Da perioden dækker 15 år, vil det sige at der dør 30 gange så mange mennesker i trafikken end der dør pga. terrorisme.

Tænk hvis vi havde givet færdselpolitiet lige så store beføjelser som PET/FE/CFCS/Politiets Særlige Efterforskningsenhed.

  • 11
  • 0
#4 Johannes Aagaard

Love og regler er til for befolkningen og for at vi kan fungere som et samfund, og reglerne er ikke til for lovgivernes skyld og deres embedsapparat. Ikke alt som kan måles skal måles, for virkeligheden fortæller os, at når det vigtige bliver det målbare, bliver det målbare det vigtige og alt andet skubbes til side (se blot på ældreplejens rigide tidsnormeringer til ældre medborgere eller se på visse statsinstitutioners regel om at måle, hvor længe og hvor ofte ansatte går på toilettet).

Det er naturligvis helt legitimt - og i mine øjne også både rigtigt og rimeligt - at mene, at myndighederne skal lagre og måle og logge så lidt information om os borgere, som det over hovedet er muligt og forsvarligt. Jeg kan selv følge dette synspunkt et langt stykke vej, og på flere områder mener også jeg, at registreringen og samkøringen af data om os og af os er gået over gevind. Alt for ofte lade vi os blindt diktere af teknologiens muligheder, og vi halter ofte håbløst forpustet og nærmest opgivende efter, når vi stilles for dens udfordringer. I andre tilfælde lapper vi den bare kritikløst i os og opdager først fælderne, når vi sidder i dem. Men det er vigtigt, at det ikke bliver til en diskussion om "alt eller intet", for det er kun sjældent den rigtige løsning.

Lovgivning kan være kompleks og kompliceret, og det er den så sandelig også for langt de fleste - inklusive 98 procent af vore politikere, når lovgivningen fordrer især teknisk stillingtagen og en vis forhåndsviden. Men bag nok så teknisk og kompleks lovgivning bør der altid ligge nogle helt overordnede betragtninger om rimelighed og proportionalitet, og dét er et område, hvor de fleste af os kan være med. Endelig er der den enkeltes holdning til det at være menneske, og det behøver man ikke nødvendigvis at argumentere for. Det her er også et smagsspørgsmål, men altså ikke udelukkende.

Især hvis et regelsæt, der regulerer nogle forhold, ikke er helt præcist formuleret, ser man, at eksempelvis andre myndigheder end de oprindeligt tiltænkte, kan eller ønsker at skaffe sig adgang til endog særdeles personfølsomme data - i visse tilfælde endda helt uden en retskendelse (som andre myndigheder er pålagt for de selv samme data). I andre - og måske sammenfaldende tilfælde - ser man, at sikrede data på borgerne efter hånden bliver meget fristende at samkøre anvende mange på andre områder, end de oprindeligt var tiltænkt - simpelthen fordi det rent administrativt er praktisk - for administratoren. Og endelig er der de situationer, hvor myndigheder ret ukritisk udliciterer opbevaring af data til kommercielle aktører, der kan være omfattet af andre landes lovgivning med krav om udlevering af data, og myndighederne slipper så kontrollen med befolkningens data.

Der ér naturligvis også områder, hvor en registrering er af afgørende betydning for opklaring af eksempelvis alvorlig kriminalitet. For taler vi om bekæmpelse af den slags, skal man jo være klar over, at indsamlede beviser kan tjene til at bestyrke en mistanke og få pågrebet og dømt den skyldige; eller beviser kan tjene som det modsatte, nemlig at en mistanke mod en formodet gerningsmand bortfalder og at uskyldige ikke dømmes for forbrydelser, som de ikke har begået. Begge dele anser de fleste af os for at være ekstremt væsentlige.

Ved at sige "ja" til registrering og logning af data, risikerer vi altid at gribe for dybt og for uproportionalt ind i folks privatliv, og vi risikerer derved også at skabe et overvågningssamfund, som altid vil kunne endda totalitære træk - selv inden for formelt set demokratiske rammer. Vi risikerer også et regeltyranni, hvor myndighederne drukner i massedata og hvor der kun afsættes ressourcer til at tage de lavest hængende frugter (hos de dummeste forbrydere og hos de allermest lovlydige iblandt os), hvorefter man uddeler bonusser til cheferne. Intet af dette er naturligvis ønskeligt, hverken ud fra et borgersynspunkt eller set ud fra et bredt samfundsperspektiv.

Jeg kunne godt tænke mig at gå lidt kritisk til "panelet" her på Version2, hvad angår et ja eller nej til sessionslogning. Version2 og dets læsere og debattører er kendt og berygtet (på den i reglen fede måde) for at føre væsentlige debatter, og af skribenterne og debattørerne fremstår ofte meget vidende - herunder ikke mindst m.h.t. telelogning og altså også denne sessionslogning. Det skal siges, at jeg selv faktisk er meget i tvivl om, hvor langt vi skal gå med logningen:

Forestiller man sig eksempelvis en situation, hvor politiet finder en afdød person og efterfølgende konstaterer, at personer er blevet dræbt under mistænkelige omstændigheder, så vil politiets opklaringsarbejde koncentrere sig om findestedet for den afdøde, og man vil søge også hurtigst muligt at finde gerningsstedet (herunder om disse kan være sammenfaldende). Til det formål blandt andet indsamler politiet spor på stedet, herunder f.eks. fysiske/mekaniske spor, biologiske spor (eksempelvis DNA), fingeraftryk m.v. Man vil også i nogle tilfælde være tvunget til at udvide perimeteren omkring gerningsstedet afhængigt af omstændighederne, fundenes kvantitet og kvalitet. Man tilstræber så at sige at sikre sig et historisk billede eller situationsmæssigt "aftryk" af gerningsstedet, herunder for at kunne agere fremadrettet og forhåbentlig kunne pågribe misdæderen. Og responstid er et væsentlig parameter her.

Hvad elektronisk spor angår, kunne man så forestille sig den situation (som nogle fortaler), at lovgivningen kun tillod politiet og deres teknikere at indsamle de spor fra et gerningssted, som de beviseligt kunne knytte til eksempelvis én bestemt mistænkt gerningsmand eller gruppe af mistænkte - eller politiet i øvrigt kun måtte indsamle de friske spor, som var at finde, fra tidspunktet fra fundet af den dræbte og frem? Næppe, for dette ville uden tvivl kunne hindre opklaringen af mange alvorlige sager. Den afdøde/dræbte i ovennævnte eksempel kan have ligge dage eller måneder uden at være blevet fundet, men det betyder jo ikke, at fingeraftryk eller et DNA-spor på gerningsstedet ikke er væsentlige. Præcis som det elektroniske fingeraftryk på eller omkring et gerningssted heller ikke er det. Tværtimod vil netop tekniske spor i den type sager meget ofte kunne have en forholdsmæssig større betydning for en sags opklaring, da vidneforklaringer ofte forringes markant, jo længere tid der går fra det, som man var vidne til.

Vil det således være rimeligt at antage, at det også kan have en bevismæssig værdi for politiet og for en sags opklaring og eventuel domfældelse, at politiet har lovhjemmel til også at kunne foretage søgning efter og sikre de elektroniske spor, som måtte findes "på" og nært "omkring et gerningssted, herunder også historisk? Det mener, at det er - og erfaringerne viser (trods alt), at det er tilfældet. Der gives hermed ikke carte blanche til alt, for både rimelighed, proportionalitet og dokumenteret værdi skal være afklaret.

Et andet aspekt er, at var jeg eksempelvis beboer i nærheden af gerningsstedet, hvor den dræbte i førnævnte sag var blevet fundet - eller havde jeg en anden form for tilknytning eller relation til den dræbte, ville jeg faktisk have det særdeles fint med, at politiet i forbindelse med deres forhøringer med videre positivt kunne udelukke mig som værende drabsmanden. Og var min nabo gerningsmanden, ville jeg være ret interesseret i, at han blev pågrebet og at sagen ikke forblev uopklaret. Jeg kunne naturligvis også bare være ligeglad, fordi jeg vidste med mig selv, at jeg ikke havde begået drabet. Men mennesket er ikke en ø, og den slags kan vi som samfund ikke være tjent med, for af og til må vi vægte hensyn til helheden højere end hensynet til den enkelte.

For mig ville det være indlysende rigtigt, at politiet således kunne sikre såvel alle nødvendige "fysiske" spor på et gerningssted, som (naturligvis ved en retskendelse) at kunne sikre de relevante elektroniske spor, som ligeledes kan knyttes til eller på anden måde vil kunne belyse forbrydelsen - herunder at kunne bestyrke en uskyldig mistænkt persons sandfærdige alibi. Elektroniske spor vil således være kunnet være "afsat" f.eks. af mobiltelefoner benyttet til kaldsaktivitet af enhver art - herunder naturligvis spor genereret af datatrafik fra en smartphone. I mine øjne bør politiet derfor i et ganske væsentligt omfang have adgang til at kunne sikre også elektroniske spor i forbindelse med alvorlige forbrydelser (eksempelvis med hovedreglen om de nugældende mindst seks år i strafferammen). Elektroniske spor handler f.eks. om kaldsaktivitet, kontakter og lokationer.

Pågribelse af forbrydere sker desværre ikke altid på fersk gerning, og efter anholdelse i f.eks. ét røveriforhold kigger politiet altid tilbage og ser på, om uopklarede sager kunne være begået af den samme anholdte. Her er det naturligvis ikke bare de anvendte modi, som holdes op mod hinanden, men af afgørende betydning for en afklaring kan endvidere være opholdssteder/lokationer, kontaktnet og eventuel kaldsaktivitet. På samme måde kan der forud for de mere udspekulerede forbrydelser være blevet foretaget rekognoscering i dage, uger eller måneder op til fuldbyrdelsen af forbrydelsen, og kan politiet afdække dette forløb, bestyrker det en antagelse om gerningsmandens forsæt til og måske også alvoren af forbrydelsen.

Det må være muligt for (læs "et krav om", at) politi og anklagemyndigheden, domstolene og med behørigt tilsyn fra repræsentanter for forsvarersamfundet, at fremlægge en ret klar dokumentation for, hvor længe også elektroniske spor bør logges med henblik på udlevering til politiet efter retskendelse. I dét regnestykke skal naturligvis medtages real-sager, eksisterende worst-cases, sædvanepraksis med dokumenteret nytteværdi, ligesom der naturligvis løbende skal foretages evalueringer af regelsættenes brugbarhed og reelle nytteværdi for opklaring af sager, for domfældelser og for frifindelser.

Disse helt indlysende tiltag skal naturligvis altid underkastes grundige betragtninger om proportionalitet og også om, hvilke udfordringer og omkostninger man eventuelt pålægger "leverandørerne" og "data-holderne" i forbindelse med indsamling og opbevaring, samt udlevering af data. Men har politikerne, lovgiverne, ministerierne og politiet, samt domstolene været gode nok til at evaluere nytteværdien af den hedengangne sessionslogning og løbende justere lovgivningen derefter?: Nej, det har de ikke. Har de entydigt og grundigt kunnet dokumentere nytteværdien af den tidligere sessionslogning: Nej, det har de ikke - i hvert fald ikke i følge de offentlige tilgængelige notater m.v., som også Version2 og dets læsere og debattører har kunne fremvise. Har politi og anklagemyndigheden kunnet fremlægge et også samlet veldokumenteret grundlag for, hvor længe f.eks. teleudbyderne skal opbevare deres data? Ikke helt (idet der naturligvis her skal kunne arbejdes med en vis margen for worst-cases). Har disse forhold svækket myndighedernes, politiets og politikernes argumenter for at opretholde eller endog øge omfanget af indsamlingen af massedata: Ja. Er det kritisabelt: I særdeleshed ja. Skal myndighederne derfor "straffes" ved at vi fjerner i mine øjne nødvendig lovgivning og dermed muligheden for at sikre nødvendige også elektroniske spor? Nej, naturligvis ikke, for det vinder hverken den enkelte lovlydige borger eller resten af samfundet noget ved. Tværtimod. Tanken om "afstraffelse" er måske fristende, men lad det blive ved tanken.

Mange af især de personfarlige forbrydelser er affektforbrydelser eller på anden måde uovervejede eller mindre grundigt overvejede forbrydelser, og det er bestemt ikke altid tilfældet, at det kun er de dummeste, som politiet "fanger". (Ret mange farlige kriminelle sidder i fængslerne for alvorlige forbrydelser, og de fleste af dem rakte nok ikke fingeren i vejret og troligt svarede "ja", da politiet eller dommeren spurgte, om de var de skyldige i dette eller hint). Tænk endvidere over, hvor vanskeligt det ville være for os alle ikke at afsætte spor, overalt hvor vi færdes (et forsøg herpå vil nærmest virke påfaldende og nok tiltrække sig nogens mistænksomhed - begrundet eller ikke). Ligeledes er vi alle vanedyr i større eller mindre grad, og den slags afsætter altid spor omkring os. Ikke at dette i sig selv skal tjene som en begrundelse for, at myndighederne per automatik skal have snablen ned i disse data, men i vise situationer er det i mine øjne entydigt rimeligt, at myndighederne kan få indblik i disse data, når alle de tidligere nævnte hensyn om proportionalitet og legalitet er opfyldt.

Glidebaneargumentet er kun en risiko for de mennesker, der aldrig tager stilling, eller for dem, der ikke er sig bevidst om, hvad de foretager sig og slet ikke ønsker at tage ved lære. (Og så er der naturligvis ignoranterne.) Det gælder også inden for lovgivning, at kender man ikke til historien, er man dømt til at gentage dens fejltagelser. Den "gamle" sessionslovgivning var på mange plan (måske de fleste) en fejltagelse af de store, for man vedtog den delvist i blinde, man implementerede den forkert, men håndhævede den ikke i forhold til udbyderne og sikrede ikke, at de kunne "levere", man anvendte stort set ikke reglerne, man evaluerede ikke lovgivningens nytteværdi (man forsøgte ikke engang), og da man blev konfronteret med svaghederne og fejlene, krøb man nærmest i flyverskjul. Fra politisk hold har dette være beskæmmende at opleve.

Det har ikke været et kønt forløb med sessionslovgivningen, og mange aktører i myndighedsudøvelsen kan med rette klandres for det. Travlhed er sikkert én plausibel forklaring, men det er slet ikke en rimelig forklaring, for den udelukkende afslører, at man prioriterede forkert (og måske havde for travlt med at regelsætte og detailregulere befolkningen i alle ender og kanter. Alt dette bør blot ikke få os til gå i den helt anden grøft og droppe alt, hvad man trods alt ved om, hvad der har betydning for mulighederne for at opklare alvorlig kriminalitet. For gør vi det, har vi heller intet lært af historien.

Jeg ser sessionslogning som ideelt set svarende til telelogning (her i betydningen af historiske kalds- og lokationsdata): det er elektroniske fingeraftryk som en klar parallel til et fysisk fingeraftryk. Men sessionsdata er også et anderledes fingeraftryk, fordi vi her selv kan bestemme, hvor lang tid det skal være til rådighed. Tekniske muligheder og begrænsninger er her et vilkår, præcis som der også er med det fysiske fingeraftryk.

Jeg håber, at vi også her kan tage en ægte og "hel" debat om sessionslogning og undlade skyttegravskrigen. Vi almindelige borgere skal vise politikere, embedsmænd og myndighedsapparatet, at vi holder øje med dem, vi forventer åbenhed, og vi forlanger arbejdet gjort ordentligt; ikke bare fordi vi betaler deres løn, men primært fordi, at det handler om, hvordan vi behandler hinanden og fungerer som samfund.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere