2 ud af 3 har smerter efter skærmarbejde
Det står sløjt til med ergonomien foran computerskærmen på de danske arbejdspladser. Kun halvdelen af de adspurgte it-brugere i en ny undersøgelse har en højdejusterbar skærm på arbejdet.
Undersøgelsen er lavet af analyseinstituttet YouGov på vegne af det TPV-ejede MMD, som markedsfører og sælger skærme for Philips.
Og det er tilfældet, selv om hver tredje virksomhed har købt nye skærme inden for de seneste to år.
MMD’s nordiske salgschef Frank Olsson mener, at virksomhederne risikerer at spilde en masse penge på udstyret, hvis der ikke bliver taget højde for ergonomien.
»Vi ved, at et forøget fokus på investeringer i it-ergonomi kan forbygge længerevarende smerter og samtidig have en væsentlig indflydelse på tallene på bundlinjen,« udtaler han i pressemeddelelsen.
Og noget kunne tyde på, at der er behov for bedre ergonomi på de danske arbejdspladser. Mere end to ud af tre af de adspurgte medarbejdere har efter fyraften haft smerter eller andet fysisk ubehag efter en dag foran skærmen, hvorfor mere end halvdelen da også mener, at skærmergonomien er vigtig.
Men selv om et klart flertal oplever problemer, er det de færreste virksomheder, som tager deres medarbejdere med på råd, når der skal købes nyt udstyr. Kun en ud af tre vælger at spørge medarbejdere, før de bestiller nyt it-udstyr.
