På mindre end en måned er spillet Bubble Ball blevet downloadet mere end to millioner gange fra Apples App Store.
Det kvalificerer i øjeblikket til en niendeplads på top ti over populære gratis-apps, men for nylig har spillet været helt oppe og vippe spilsucces'en Angry Birds af pinden på førstepladsen.
Bubble Ball er udviklet af den 14-årige Robert Nay, der går i ottende klasse i den lille by Spanish Fork i Utah.
Ifølge ABC News havde han leget lidt med programmering, da en af hans venner opfordrede ham til at lave noget til Apple iPhone.
»Hvorfor ikke ? det lyder da ret cool,« var reaktionen fra den unge programmør.
Derfor gik han på biblioteket og lånte en bog om iPhone-udvikling, downloadede Corona SDK fra Ansca Mobile ? og gik i gang.
»SDK'et har en ret fed fysik-motor,« siger Robert Nay om valget af udviklingsværktøj.
Læs også: Sådan bliver du iPhone-udvikler
Bubble Ball udnytter motoren så godt, at spillet blev downloadet 400.000 gange på en enkelt dag i sidste uge.
»Jeg var ret forbløffet, for jeg havde aldrig troet, mit spil ville klare sig så godt,« siger han til ABC News.
Robert Nay har ifølge digitaltrends.com været halvanden måned om at udvikle spillet, der i alt fylder 4.000 linjer kode, og har kun fået en lille smule hjælp af sin mor til projektet.
Robert Nay lavede i øvrigt sin første hjemmeside i 3. klasse, og lige nu brygger han på sit næste iPhone app-projekt:
»Men hvad det er, det er ind til videre en hemmelighed,« siger Robert Nay.