Tusindvis af danskere af installeret overvågningskameraer i hjemmet, men i mange tilfælde kan udstyret ende med at overvåge ejerne selv.
Det viser en omfattende undersøgelse af sikkerheden på over 10.000 private overvågningskameraer, som Ekstra Bladet har foretaget. Fælles for kameraerne er, at man som bruger kan logge på dem via internettet, og her står 1.266 af de undersøgte kameraer ubeskyttede hen uden kodeord.
Det vil sige, at der er fri adgang for uvedkommende til at belure personerne i eget hjem og styre kameralinsen rundt, så andre dele af hjemmet kan overvåges.
»Det er jo hele verden, der potentielt kan sidde og kigge med. Dem der gør det, vil typisk være nogen med et seksuelt motiv, et afpresningsmotiv eller blot nysgerrige, der synes det er sjovt at kigge på andre menneskers liv, men fælles for dem er altså, at de begår et lovbrud ved at udnytte de her kameraer, siger Kim Aarenstrup, chef for Nationalt Cyber Crime Center (NC3) under Rigspolitiet.
Ekstra Bladets undersøgelse omfatter kun en mindre del af de samlede kameraer, som der menes at være installeret i danske hjem. Det reelle omfang af ubeskyttede kameraer kan derfor være langt større.
Ifølge Den Danske Brancheforening for Sikkerhed og Sikring findes der op mod 100.000 overvågningskameraer i private hjem.
»Min formodning er, at der eksisterer mange tusinde kameraer herhjemme, der ikke er beskyttet af et password, og det store antal er et bevis for, at vi står med et kritisk problem, som producenterne også bærer et stort ansvar for,« siger Shehzad Ahmad, bestyrelsesmedlem i Rådet for Digital Sikkerhed, til Ekstra Bladet og fortsætter:
»Vi kan ikke forvente, borgerne skal have viden til at sætte sådan noget op, og leverandørerne har et ansvar for at implementere noget så simpelt som, at brugerne bliver tvunget til at sætte et nyt password, når de installerer kameraet. Mere kræver det faktisk ikke at eliminere problemet.«
Løsningen skal både findes i mere oplysning til borgerne om it-sikkerhed, men også producenterne af overvågningskameraerne har et medansvar ifølge IT-Branchen.
»Vi opfordrer producenterne til at individualisere password til den enkelte enhed. Fra branchen efterlyser vi også langt mere fokus på folkeoplysning og på at lære alle, hvad det vil sige at være en digital borger i et digitalt samfund,« siger formand i IT-Branchen, Christian Wernberg-Tougaard til Ekstra Bladet.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.