117 millioner LinkedIn-profilers data er netop blevet sat til salg på nettet. Prisen for de huggede data er omkring 15.000 danske kroner, og tyvegodset har ifølge LinkedIns egne oplysninger et par år på bagen. Det skriver flere nyhedsmedier, blandt andre The Guardian.
I 2012 brød hackere ind LinkedIns datanetværk og huggede 6,5 millioner krypterede adgangskoder, som siden dukkede op på et russisk hackerforum. Det er denne datagrube, som en hacker nu forsøger at afsætte i bitcoins på en af nettes mørkere markedspladser.
Datasættet rummer i alt 167 millioner konti, hvoraf 117 millioner er forsynet med både e-mails og krypterede adgangskoder.
Nuværende LinkedIn-brugere bør derfor for en sikkerheds skyld ændre deres kodeord - især hvis man ikke har gjort det siden 2012. Over for TV 2 oplyste Deloitte her til morgen, at der er flere danskere blandt de lækkede profiler. Rådgivningsfirmaet anbefaler at tænke sig om.
»Ikke bare vælger vi banale koder, der er meget lette at gætte. Mere end halvdelen af os har også en favoritkode, som vi anvender igen og igen. Det gør os enormt sårbare over for angreb som det, der er sket på LinkedIn«, skriver Deloittes cybersikkerhedsekspert Kim Schlyter i en pressemeddelelse.
I forbindelse med angrebet i 2012, nulstillede LinkedIn data for de brugere, man troede var ramt. Angrebet har dog vist sig en del større end ventet, og en bredere indsats er under planlægning.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.