11-årig bliver netværksadministrator

En kun 11-årig dreng har overtaget rollen som netværksadministrator på en amerikansk skole.

Blot 11 år gammel er eleven Jon Penn blevet netværksadministrator på sin skole Victory Baptist School i Millbrook, USA. Det skriver Networkworld.com.

»Det er en mindre skole, og jeg er kendt som computer-troldmanden,« siger sjetteklasseseleven til Networkworld.com.

Jon Penn endte op med jobbet som netværksadministrator, da han ville hjælpe sin mor, som er skolens bibliotekar, af med nogle af de it-supportopgaver, hun ved siden af bibliotekar-tjansen også havde ansvaret for.

Gateway mod spam
Penn endte op med, at skolen var bedst tjent med en gateway til at beskytte mod angreb, vira og spam, og til at blokkere for 'upassende' sites. Det var vigtigt at holde prisen for projektet nede, da skolen opererer med et meget stramt budget, der blandt andet omfatter driften af 60 aldrende pc'ere, der dækker skolens 200 elever og lærere.

Det første, Jon Penn gjorde, da han trådte ind i rollen som netværksadministrator, var at lave et kort over netværket for at danne sig et overblik over, hvad netværket faktisk bestod af. Under kortlægningen opdagede han flere computer-vira, så han fik skolen til at investere i antivirus-beskyttelse. En af udfordringerne var at finde software, der kunne køre på skolens gamle computere.

Her var Jon Penn blandt andet omkring antivirus-software fra Kaspersky Lab, men Penn endte op med en gateway-løsning, hvor tanken er, at vira og andet skidt bliver nappet, inden det kommer ind på netværket. Som gateway-software har den unge administrator valgt McAfee Secure Internet Gateway Appliance, som han først havde testet i en 30-dages evalueringsperiode, før det endelige valg blev truffet.

Penn har også kigget på en løsning fra Barracuda Networks, som viste sig at være for dyr, og så har han testet open source-løsningen Untangle, som ikke kunne matche skolens behov.

Pavestolt fader

I dag varetager Jon Penn teknisk support på skolen, hvilket omfatter alt lige fra papir, der sidder fast i en printer til server-backup. Og så har han også givet sine skolekammerater computerlektioner.

Den 11-åriges far, Dave, er tydeligvis stolt af sønnens bedrifter. Til Networkworld.com siger han:

»Jeg vidste, da Jon var tre og kunne boote min laptop, logge på og åbne Paint, at han havde en evne for computere. Men jeg havde aldrig drømt om, at han ville blive netværksadministrator i en alder af 11.«

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere