Du har lige trykket 'enter' efter at have skrevet kommandoen 'git commit'. 10 minutter senere giver du op og tager Google til hjælp for at slippe ud af teksteditoren Vim. Og du er ikke alene. Spørgsmålet på udviklerforummet Stack Overflow om, hvordan man slipper ud af Vim, har nu rundet én million visninger.
I et blogindlæg har Stack Overflows David Robinson set nærmere på, hvor ofte spørgsmålet bliver besøgt, og hvem der er endt med at sidde fast i Vim.
For de uindviede læsere skal det lige slås fast, at Vim er den mest udbredte variant af den gamle teksteditor Vi. Det er en editor, som er født og har levet hele sit liv i en Unix-terminal. Ingen mus og ingen tastaturgenveje adopteret fra DOS eller Windows.
For dem, der har tæmmet Vim, så er det en hurtig editor, hvor alt kan lade sig gøre gennem kommandosystemet, men for dem, der havner i Vim ved et uheld, er der ingen velkendte referencer, som kan hjælpe dem med at slippe ud.
Og det kan ske, at man havner i Vim ved et uheld. Som eksempelvis hvis man bruger versionsstyringsprogrammet Git fra kommandolinjen og ikke inkluderer en beskrivelse, når man laver et commit af ny kode til projektet.
Læs også: Sådan kommer du i gang med at lære Git
Men folk må da efterhånden have lært at finde ud af Vim, kunne man tænke. Men ifølge Stack Overflows statistik, så ligger antallet af visninger af spørgsmålet nogenlunde stabilt. Cirka én ud af 20.000 visninger på forummet går til at finde ud af Vim.
Det er måske heller ikke overraskende, at de udviklere, som mest hyppigst får forvildet sig ind i Vim og ikke kan finde ud, er udviklere, der ikke normalt færdes i miljøer, hvor Vim er oplagt at bruge.
Ud fra de tags på teknologier, som brugerne hyppigst besøger, så er David Robinson nået frem til, at det især er frontend-webudviklere, som ender i Vim. De tre mest almindelige tags er jQuery, CSS og AngularJS.
Dernæst er det nok heller ikke overraskende, at Windows og mobil-udviklere med C#, Android og iOS også har svært ved at finde ud af Vim. Det går til gengæld noget lettere for udviklere, der bruger Python, C++ og C, hvor redigering direkte fra kommandolinjen frem for en grafisk teksteditor er meget nærliggende.
Svaret på, hvordan man kommer ud er i øvrigt at trykke 'escape' og taste ':q' (kolon og q) efterfulgt af enter. Hvis du i stedet er havnet i Emacs, så ved du nok, hvad du laver, så der er du på egen hånd.