1 million amerikanere taler nu i Android-mobil
Googles indtog på mobilmarkedet med platformen Android er ikke blevet ignoreret af amerikanerne. Siden 22. oktober, hvor teleselskabet T-mobile satte G1-telefonen med Android som styresystem på gaden, er der solgt mere end en million telefoner.
Det oplyser T-mobile i forbindelse med, at firmaet aflægger regnskab for årets første kvartal, ifølge digi.no.
Salgstallet er ikke i nærheden af en storsælger som Apples iPhone, men for T-mobile udgjorde G1-salget stort set hele firmaets salg af 3G-telefoner. Producenten HTC's forventningerne til salget blev før lanceringen sat til mellem 600.000 og 700.000 telefoner i løbet af 2008, men det er altså ikke gået helt så hurtigt.
Telefonen G1 er stadig den eneste på markedet med Android og sælges kun gennem T-mobile i USA samt i enkelte europæiske lande. Android-udviklere kan dog også få fat i en ulåst Google-mobil gennem Google.
Selve telefonmodellen hedder egentligt Dream og produceres af HTC, men på grund af interessen for den åbne Android-platform fra Google, er telefonen af teleselskabet blevet døbt G1 og kendes som Google-mobilen.
Android-platformen forventes også fremover at blive brugt på netbook-computere, og det første forsøg har nu set dagens lys i Kina, i form af mini-computeren A680 fra firmaet Skytone.
Specifikationerne er dog ikke noget at prale af: En 533-megahertz ARM-processor og 128 megabyte RAM, samt en lille skærm med 480 x 800-opløsning. Til gengæld er prisen heller ikke i nærheden af de reelle netbook-computere, da det kinesiske firma ifølge it-mediet The Register kun tager 200 amerikanske dollars for maskinen, altså lidt under 1200 kroner.
Se link til Android-computeren via fanen 'eksterne links' herunder.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.