Jeg har et eksempel på at implementering af spf/dmarc, sænker mængden af mails der kommer frem til brugernes postkasse med Ca. 66 %.

Det vil sige mails som med alt sandsynlighed er spoofed mails og en lille risiko for at andre har fejlet i deres spf/dmarc implementering.

Nu tror jeg at politikerne har fattet mere end vi går og tror, de mener så bare at der er flere stemmer i at sige "terrorbekæmpelse" end overholdelse af demokratisk spilleregler, og af internationale konventioner til beskyttelse af den enkelte borger.

Men Michael Cederberg du kan forklare os hvad du har forstået, ved at svare på spørgsmålet.

Hvis andre end ejeren af en enhed har nøglen til systemet, hvordan sikre du os alle mod misbrug af nøglen. Du skriv "Man kan godt lave det sikkert" Jeg spørger - hvordan ?

Vi sletter også mailboxes/accounts efter 30 dage. De lever i backup i noget tid, men som udgangspunkt skal alt der har med borgere/sagsbehandling at gøre jo journaliseres og slettes, så der er ingen umiddelbar grund på at holde fast i andre interne småskriverier bare for sjov skyld.
Så for mig lyder det ikke mærkeligt.
Det lyder til gengæld mærkeligt, hvis de ikke journaliserer indhold som har med efterforskning, aktioner o.lign. at gøre.

Formuler teksten så ToSDR tror at en klasse F er klasse A.

Det der skal til er et lovkrav om at den slags tekster skal præsenteren en skærm ad gangen, og der skal trykkes Accept, når teksten er på skærmen. Så får de inten nye brugere før de får luget ud i deres tekster!

ToSDR er jævnfør deres egen side startet i 2012 og altså ikke nyt, som titlen angiver. Den løser problemet for personer, der ikke ønsker at udnytte internettets mange valgmuligheder, men vil holde sig til nogle få udbydere. Altså f.eks. til at vurdere et muligt skift fra COOP til Dansk Supermarked eller fra IKEA til JYSK.

Alene i EU er der nu omkring 500 millioner forbrugere og 25 millioner virksomheder, det som kaldes "Digital Single Market", hvor man gerne vil have at forbrugere frit kan vælge de samlet set bedst matchende tilbud.

Skal problemet løses, så det skalerer til forbrugere, der hver gang ønsker at finde den bedste kombination af produktegenskaber, service, leverings- og betalingsmuligheder, vilkår og privatlivspolitik, skal der derfor to ting til:

Først skal vilkår og privatlivspolitikker omsættes til maskinlæsbar form. Lidt, men ikke helt tilsvarende det tidligere P3P, som Microsoft og Apple støttede indtil Google og Facebook saboterede det. Det kræver enighed omkring nogle fælles ontologier. Værktøjer som dette AI projekt kunne være et skridt på vejen, indtil alle policies blev genereret med værktøjer, som producerer dem parallelt i maskin- og humant læsbare formater.

Derefter skal søgemaskinerne forbedres, så man automatisk kan inkludere sine egne vilkår og privatlivspolitikker, når man søger efter produkter. IEEE har netop påbegyndt arbejde på en standard for hvordan forbrugere kan fastsætte vilkår, som evt. kan forhandles med tjenesteudbydere. Det vil give en helt anden motivation blandt tjenesteudbydere for at optimere vilkår og privatlivspolitikker end når de som idag kan forlade sig på at brugerne mekanisk vil acceptere hvad som helst uden reelt at læse betingelserne.

Der er jo iøvrigt slet ingen grund til at virksomheder ikke skulle ønske at tilpasse deres betingelser efter deres kunders ønsker. De fleste butikker har lært at man kan sælge flere sokker ved at have dem i flere størrelser og farver, selvom det på mange måder ville være lettere for butikken kun at sælge sorte sokker i én størrelse og kvalitet. Det kan være lige så relevant at tilpasse vilkår for at tiltrække et bredere udsnit af kunder.