Problemet i disse sager er jo at der to parter - og en udbudsform der ofte ikke tillader særlig meget dialog før tilbuddet skal sendes.

fx EFI sagen har jo vist, at udbyder bestemt ikke har styret projektet særligt kompetent, og så er det jo ikke lige let at være leverandør(er).

Og hvem er det, der skal vurdere status? Udbyderen? Så sætter vi voldgiftsystemet ud af drift. En haverikommission eller anden udvildig/upolitisk organ måske?

Vi er vel på basis af den samlede palaver enige om at den procedure, du beskriver åbenbart IKKE alene sikrer en tilstrækkelig afstemning/afklaring omkring projektet på udbudstidspunktet. Spørgsmålet er så om det kan gøres bedre. Det er jo f.eks. ganske normalt at papir betegnes som taknemmeligt: Hvis modtageren ikke forstår alle detaljerne ender det let med en tur på brevvægten for at se hvem der har de tungeste argumenter eller kompetencer.

Når du skal anskaffe ny bil, hvad tror du så bedst nedsætter risikoen for et fejlkøb? En hyldemeter teknisk info, certificeringer og diverse CV'er fra hver bilfabrik? Eller en prøvetur (evt. i modellen før) samt relevante anmeldelser fra andre bilkøbere og uafhængige (praktiske) testvirksomheder?

Nu er f.eks. skattesystemer jo ikke masseprodukter ligesom biler, men jeg tror at en model, hvor man flytter indsatsen fra papirtigeri mod reelle funktionelle demo'er kunne være en mulighed. Hvordan det bedst kan gøres er der sikkert andre, der har mere styr på end mig.

Jeg troede af alle vidste af hvis man vil overføre et nummer så kontakter man modtagne selskab, og de sørger for opsigelse og flytning

Undskyld, slåfejl, Universitetsloven er fra 2003 :-)

Aarhus Univ. er ikke en offentlig inst. men en selvejende institution, som følge af Univ-loven af 2013.
Derudover er meget univ. forskning finansieret af et kludetæppe af kilder. Det er ikke længere en rimelig forventning at deres forskning altid skal være offentlig - desværre.