X Window
En de-facto standard for et meget udbredt vinduesystem under styresystemet UNIX. X Window benyttes især på grafiske arbejdsstationer, men X Window-terminaler, der er computere, der kun kan anvendes til grafisk præsentation i forbindelse med en server, bliver stadig mere almindelige. X Window gør brug af vinduer til at vise uddata fra flere programmer, der udføres samtidig. Både OSF/Motif og Open Look - de to førende grafiske brugergrænseflader til UNIX - er baseret på X Window.
X Window's brugergrænseflade er noget anderledes end den tilsvarende på Macintosh og PC'er, der anvender Windows. Bl.a. er musebetjeningen forskellig (der anvendes gerne tre knapper) og herunder kopier/indsæt-funktionen, og der er ikke i samme grad standardiserede ikoner og hjælpefunktioner.

