X.28
CCITT-anbefaling, der angiver de procedurer, en asynkron terminal skal følge over for PAD, når en logisk forbindelse ønskes oprettet gennem et pakkekoblet net, f.eks. datapak.
En X.28-terminal kan kun have én logisk forbindelse aktiv ad gangen. Endvidere kan den kun modtage opkald fra pakkenettet, hvis den er forbundet til dette via en fast forbindelse. X.28 benyttes fortrinsvis til opkald mod databaser, som er tilsluttet datapak med X.25.
Når en logisk forbindelse er oprettet, vil PAD forestå konverteringen mellem asynkrone tegn og pakker. Denne omsætning kan i detaljer foregå på varieret måde. F.eks. kan der benyttes forskellige kriterier for det præcise tidspunkt, hvor modtagne tegn skal samles og videresendes i en pakke. Valget mellem PAD'ens mange muligheder styres af en række parametre, som kan ændres fra terminalerne gennem en kommandodialog med PAD.
PAD'ens funktion er selvstændigt beskrevet i X.3, og dens samarbejde med X.25-terminaler er beskrevet i X.29. Databaser, som skal modtage trafik fra PAD, må derfor overholde denne anbefaling i tillæg til X.25.
X.28 er alene udviklet til anvendelse i offentlige datanet. Specifikationen anvendes imidlertid også i forbindelse med selvstændige PAD-enheder, som samler flere teletype-forbindelser i en fælles X.25-tilslutning. På denne måde er X.28 ofte anvendt i private net, og mange X.25-tilslutninger til datapak udnyttes ved hjælp af sådanne eksterne PAD-enheder.
