X.21

CCITT-anbefaling, som beskriver grænsefladen mellem en terminal og et kredsløbskoblet, offentligt datanet. Med X.21 kan terminalen til fulde udnytte de grundfunktioner og faciliteter, som et sådant net stiller til rådighed. X.21 er således den mest anvendte tilslutningsform til det offentlige nordiske datanet, som også kaldes datex.

For den fysiske tilslutning benytter X.21 et 15-polet stik (ISO 4903), som overfører balancerede elektriske signaler (V.11). Brugen af balancerede kredsløb bevirker, at der kan være stor afstand mellem terminalen og den DCE, som afslutter det offentlige net.

Grundelementerne i et opkald via X.21 minder en del om brugen af telefonnettet. En grundlæggende forskel er dog, at alle signaler, som er knyttet til et opkald, overføres som bit i grænsefladen mellem terminal og DCE.

Når en forbindelse gennem datex ønskes, sender den kaldende terminal et call request-signal. Det svarer til afløftning af telefonrøret. Nettet vil svare med "proceed to select", som er en slags klartone. Herefter kan terminalen sende nummeret på den terminal, der ønskes forbindelse med. Samtidig sender den en udpegning af de faciliteter, der ønskes anvendt for det pågældende opkald.

Den kaldte terminal vil modtage en strøm af ens tegn, som meget betegnende hedder "bell". Terminalen kan nu besvare opkaldet med call accepted, som helt svarer til afløftning af en ringende telefon. Når forbindelsen således er etableret, vil nettet markere dette over for terminalerne med en spændingsændring på en af trådene fra DCE'erne. Hvis opkaldsforsøget derimod af en eller anden grund må afvises, vil nettet altid give en begrundelse herfor i form af et Call progress-signal, der leveres til den kaldende terminal.

Selv om opkaldsproceduren minder om et telefonopkald, er der en væsentlig forskel i tidsfaktoren. Et opkald i datex kan således være gennemstillet på under 200 millisekunder, mens et telefonopkald sjældent kan etableres på under 5 sekunder.

En anden forskel i forhold til telefonnettet er det store udbud af faciliteter, som tilbydes i X.21. Eksempelvis kan nævnes direkte opkald, A-nummeroverføring, lukket brugergruppe, spær for opkald, og omdirigering.

X.21-tilslutninger vil også kunne udnyttes i ISDN, hvor terminaladaptere kan omsætte mellem X.21 og ISDN-signaleringen. Der vil dog næppe blive mulighed for samtrafik mellem datex og ISDN i Danmark, selv om dette er teknisk muligt.

Ud over datex udnyttes X.21 også som tilslutningsform til faste kredsløb. I disse anvendelser benyttes hverken opkaldssignaler eller faciliteter i X.21. I denne variant kan X.21 f.eks. benyttes som fysisk grænseflade til X.25.

Forfattere: 
Mogens Ritsholm
Casper Thomsen