|
Denne artikel stammer fra 2002 og er muligvis utidssvarende. Hjælp med at opdatere artiklen ved at klikke "redigér" øverst - fjern derefter {{it-lex}}. |
En del af et skærmbillede, der indeholder uddata fra et enkelt program (eller en enkelt programfunktion) knyttet til vinduet. Vinduer kan gøre det muligt for brugeren at betragte uddata fra flere programtyper samtidigt på skærmen, eller at se på flere individuelle udsnit af f.eks. et regneark eller et større manuskript samtidigt. Vinduer har fået deres navn, fordi de visuelt normalt fremstår med en rektangulær ramme omkring sig.
Vinduer kan ifølge denne definition både være tekstvinduer og grafiske vinduer. Vindueteknikken er således ikke direkte knyttet til tilstedeværelsen af grafiske muligheder i f.eks. en PC, selv om interessen nu primært koncentrerer sig om grafiske vinduer.
I grafiske brugergrænseflader håndteres vinduer af et vinduesystem, der spiller sammen med en imaging model omkring den faktiske visning af vinduerne. I Windows er vinduebegrebet endvidere blevet generaliseret, så alt, hvad der vises på en skærm, principielt er vinduer. Disse vinduer tilhører forskellige klasser med varierende egenskaber og har ikke megen slægtskab med den oprindelige vinduedefinition. Bl.a. behøver vinduer ikke at have nogen indramning, eller de kan være usynlige. Der tales således om frame-, klient-, kontrol-, dialog- og beskedvinduer. Menuer og ikoner er også eksempler på vinduer.
Der er to forskellige grundlæggende former for vinduer. Den første kaldes for overlappende vinduer. Idéen er her at simulere billedet af et skrivebord, hvor forskellige ark af papir, hørende til forskellige sager eller problemer, kan ligge spredt oven på hinanden. Alle dagens de-facto standarder for grafiske brugergrænseflader anvender overlappende vinduer.
Den anden form kaldes for fliselagte vinduer (kakkelvinduer eller opskårne vinduer). Den er kendetegnet ved, at et nyt vindue dannes ved så at sige at skære et eksisterende vindue i to stykker. Ved start udgør hele skærmbilledet ét vindue, og dette kan nu opdeles lodret eller vandret. Fliselagte vinduer er en mere raffineret form for det begreb, som nogle producenter tidligere kaldte split screen, og som kun dækkede det forhold, at skærmbilledet kunne deles op i to dele. Mange tekstorienterede programpakker udnytter fliselagte vinduer, men brugen er faldende.








