Vektor
En vektor er et talsæt af n tal: (x1, x2, x3, ... ,xn). Matematisk set udgør mængden af n-dimensionale vektorer en veldefineret mængde med interessante regneoperationer. En speciel vektor er den én-dimensionale vektor, eller skalar: et enkelt tal x1. Vektorer optræder i mange matematiske og fysiske sammenhænge, bl.a. kan klassisk geometri med punkter, linier, trekanter og andre figurer udtrykkes bekvemt ved hjælp af vektorer.
Vektorer udgør derfor et veldefineret beskrivelsesværktøj, hvilket betyder, at vektorer også er velegnede til behandling i computere. Se også array, matrix og vektorprocessor.

