VGA

Video Graphics Array. Tredje generation af all points addressable skærmadaptere til PC'er. Ud over at være bagudkompatibel med CGA og EGA tillader VGA øgede opløsninger. Tegnmatricen er enten 8 x 16 eller 8 x 8.

Det er især på antallet af farver, VGA udgør en forbedring. Som for EGA er det muligt at vælge farver ud fra en palet, men dennes størrelse er for VGA 262.144 mod EGA's 64. For at kunne vise så mange forskellige farver har det været nødvendigt at gå bort fra de digitale TTL-monitorer, og i stedet benytte analoge monitorer.

Der er på markedet et stort antal VGA-adaptere, de såkaldte super VGA-adaptere, som arbejder med højere opløsninger, der dog ikke er standardiserede. Blandt disse kan nævnes 640 x 480 pixler i 256 farver, 800 x 600 i 256 farver eller 1.024 x 768 i 16 farver. Adaptere med så god opløsning kan med en vis succes anvendes til billedbehandling. Selv digitale farvefotografier fremtræder ganske godt i disse opløsninger, skønt 256 samtidige farver er i underkanten af det acceptable til dette formål.

Forfattere: 
Henrik Graversen
Casper Thomsen