Turing, Alan M.
1912-1954. Engelsk matematiker, der i 1937 opfandt og beskrev en abstrakt model i form af en automatisk, programmérbar maskine, der kunne løse alle mekanisk løsbare problemer. Maskinen fik navnet den universelle maskine eller blot Turingmaskine.
I 1940 blev Turing sammen med andre førende matematikere og ingeniører indkaldt af den britiske regering til at bryde tyskernes koder. Under ledelse af Turing konstrueredes til dette formål en række relæ-baserede maskiner (ved navn Robinson), der kunne indlæse og logisk behandle de store mængder data.
Relæ-maskinerne blev i 1943 afløst af en serie radiorørsbaserede maskiner, udviklet af Turing. Disse elektroniske, kodebrydende maskiner fik navnet Colossus, og de var reelt de første egentlige computere, der så dagens lys. Idet Colossus-maskinerne dels var ikke-programmérbare maskiner, udformet til ét meget specifikt formål, dels blev hemmeligholdt indtil starten af 1950'erne, betragtes den amerikansk udviklede ENIAC fra 1946 dog stadig som den første elektroniske computer.
Efter krigen beskæftigede Turing sig bl.a. med konstruktionen af den såkaldte Automatic Calculating Engine (ACE Pilot), en præcisionsregnemaskine med programlager. Maskinen blev præsenteret i 1950 og blev i de følgende år betragtet som verdens kraftigste computer.
Inden sin pludselige død i 1954 (som sandsynligvis var selvmord) nåede Turing endvidere at lægge grunden for den senere kunstig intelligens-forskning ved at lancere begrebet den logisk tænkende maskine. Se også Turingtest.

