Transportlaget

(eller: lag 4).

Det midterste lag i OSI. Med denne centrale placering er det lagets opgave at danne forbindelsesled mellem de tre nederste lag, som tilsammen danner tilpasningen til forskellige transmissionsløsninger, og de tre øverste lag, der indeholder en stigende grad af differentieret tilpasning til forskellige kommunikationsanvendelser. Transportlaget vil derfor have mekanismer til at understøtte bl.a. error-control, flow-control og multipleksering.

Transportlagets service og protokol var blandt de første OSI-standarder, som blev udarbejdet, og protokollerne anvendes derfor i et vist omfang trods OSI-protokollernes manglende popularitet. Det er tilsvarende protokoller, som TCP og UDP, der har den store udbredelse. Funktionelt set er OSI's og Internettets protokoller meget ens.

Transportlaget er defineret i en forbindelsesuafhængig (svarende til UDP) og en forbindelsesafhængig (svarende til TCP) version, hvor den sidstnævnte som i Internettet er mest anvendt. Den forbindelsesafhængige transportprotokol er defineret i fem varianter, der betegnes klasse 0-4. Klasse 0 og klasse 4 forkortes ofte TP0 og TP4.

Der er to forhold, som har resulteret i disse klasser. For det første kan den underliggende netværksservice have forskellige kvalitetsniveauer. F.eks. vil graden af tabte eller fejlramte data variere med den type fysisk net, som danner grundlag for netværksservicen. For det andet kan der i nogle tilfælde være behov for at multipleksere flere transportforbindelser via en enkelt netforbindelse. Derfor er klasserne indrettet således, at fejltolerance og evnen til at multipleksere gradvis øges med stigende klasse. Klasser større end eller lig 2 kan multipleksere transportforbindelser på en enkelt netværksforbindelse, og den højeste klasse kan detektere bitfejl, der uopdaget har passeret netværkslaget.

Det er almindelig praksis, at klasse 2 anvendes for forbindelsesafhængige netværkstjenester (f.eks. X.25) og klasse 4 for forbindelsesuafhængige tjenester (f.eks. LAN). Da TCP er designet sammen med den forbindelsesløse tjeneste i IP, svarer den i funktionalitet til OSI-klasse 4. Der er så stor overensstemmelse imellem de to, at det er ukompliceret at anvende OSI-applikationer oven på TCP; dette beskrives i RFC 1006.

Forfattere: 
Klaus Hansen
Casper Thomsen