Transistor

Den basale byggesten i elektroniske komponenter af halvledertype. Der findes flere typer transistorer. Den ældste type, den bipolære transistor, er en "sandwich" af tre silicium-lag, hvert med enten overskud eller underskud af elektroner (n- og p-type halvleder). Disse npn- eller pnp-transistorer har eksterne termineringer, der kaldes emitter, basis og kollektor, og ved passende elektriske påvirkninger af disse kan der enten opnås en forstærkning af et signal (som det er kendt fra analoge enheder som radioer, fjernsyn og meget andet) eller transistoren kan ved overstyring bringes i én bestemt af typisk to eller tre tilstande.

Det er den sidste mulighed, der er af interesse ved datatekniske anvendelser af transistorer. Til disse anvendelser benyttes oftest en lidt anden form end den bipolære transistor, nemlig field effect-transistorer (FET), baseret på silicium, oxid og metal (MOS og CMOS). Termineringer på en FET kaldes gate, source og drain. I praksis anbringes mange transistorer på samme siliciumchip i integrerede kredsløb (IC), i hvilke de enkelte transistorer kobles sammen for ar opnå den ønskede funktionalitet. Denne kan være så simpel som at lagre et bitmønster eller så kompleks som en CPU eller coprocessor. Transistorantallet i en mikroprocessor kan være adskillige millioner. Se også kundespecificerede kredsløb.

Bardeen, Brattain og Shockley (se forklaring under William B. Shockley) fra Bell Labs modtog i 1956 Nobel-prisen for deres medvirken til udviklingen af transistoren.