Transaktion (B)
I forbindelse med databaser er en transaktion en sekvens af databaseoperationer, som er udelelig (atomisk) i forhold til database-reetablering (recovery) og samtidighed (concurrency). Ofte er en transaktion en logisk veldefineret operation på data, som f.eks. en "overførsel" imellem to bankkonti. Overførselstransaktionen omfatter to databaseoperationer, nemlig en nedskrivning af saldo på en konto-post og en tilsvarende opskrivning af saldo på en anden. Samtidighed håndteres primært ved databaselåsning. Umiddelbart før en logisk transaktion udføres, låses de dele af databasen, der vil blive påvirket, således at andre brugere hindres adgang hertil.
Gennemføres hele transaktionen uden fejl, afsluttes den med commit, der ophæver databaselåsene og gør de udførte databaseændringer tilgængelige for andre brugere.
I forbindelse med distribuerede databaser, hvor flere databaser opdateres i én transaktion, stilles krav om såkaldt two-phase commit.
Går noget galt, rulles transaktionen tilbage (rollback). Rollback fortryder operationerne og reetablerer databasen i en konsistent tilstand, svarende til før transaktionen startede - således at en overførsel ikke kan ende som et træk på en konto uden en tilsvarende indsættelse på en anden.

