Tidstro databehandling

(eller: real-time processing, sommetider benævnt realtids- eller sandtidsbehandling).

En driftsform, som bruges i forbindelse med eksterne processer og ydre enheder, der har strenge krav til svartider. En ekstern proces vil på et vilkårligt tidspunkt kunne give et signal, og hvis behandlingen af dette signal ikke sker inden for en bestemt tidsinterval (som kan være få mikrosekunder), kan den eksterne proces i værste fald løbe løbsk eller blive ødelagt.

Tidstro databehandling ses ofte inden for specielle anvendelser som styring af industrielle maskiner, kontrol af atomkraftværker eller kemiske processer, overvågning af motor og bremser i biler eller opsamling af satellitdata fra meteorologiske satellitter og rumsonder. Tidskravene vil alt efter anvendelsens art variere fra meget skrappe krav (mikrosekunder) til adskillige sekunder.

Signaler fra de eksterne processer vil give et interrupt til computerens CPU. Der stilles derfor særlige krav til computerens styresystem, idet denne type afbrydelser skal aktivere det opgaveprogrammel, som styrer den eksterne proces, inden for den afsatte tid. Mange generelle styresystemer vil ikke kunne garantere en acceptabel øvre grænse for tiden for behandlingen af en afbrydelse og kan derfor ikke anvendes til tidstro databehandling. Tidstro databehandling forveksles undertiden med interaktiv databehandling eller transaktionsorienteret databehandling, men disse har ikke så skrappe krav til svartid.

Forfattere: 
Klaus Hansen
Casper Thomsen