Teledata
I de nordiske lande tilbød televirksomhederne en tjeneste under navnet teledata, som i øvrigt internationalt kaldes videotex. Flere lande har tilsvarende tjenester, selv om de er teknisk forskellige fra land til land. Eksempler på øvrige nationale systemer er Bildschirmtext i det daværende Vesttyskland, Prestel i England og Télétel i Frankrig. Det franske system er bedre kendt under betegnelsen Minitel, som er terminalens navn.
Teledata blev oprindelig opfundet af British Telecom i England, som udviklede et system, hvor et modem kunne indskydes mellem et fjernsynsapparat og et almindeligt telefonapparat. Ved hjælp af TV-apparatets fjernbetjening var det herefter muligt at vælge sig frem i en informationsbase, som der var opnået kontakt med via modemet. Dette udgangspunkt har bestemt tjenestens karakteristika, idet der anvendes fulde skærmbilleder fra databasen og en menustyret procedure med ganske enkle data fra terminalen til databasen. Derfor benyttes ofte modemer, som sender fra terminalen med 75 bit/s, mens der modtages med 1.200 bit/s eller mere.
Oprindelig var teledata målrettet mod anvendelse i private hjem. I næsten alle lande benyttes teledata imidlertid fortrinsvis til professionelle anvendelser. Derfor er terminalerne i alle tilfælde dedikeret til teledata, og mange systemer er lukkede, private systemer inden for en virksomhed eller inden for en afgrænset branche. Trods store satsninger fra televirksomhedernes side har de offentlige systemer derfor kun opnået en begrænset udbredelse.
En eklatant undtagelse fra dette billede er Frankrig, hvor det franske system i begyndelsen af 1990 kunne markere tilslutning nummer 5 million. Denne udbredelse er opnået med et massivt program, hvori bl.a. indgår gratis uddeling af terminaler til de telefonabonnenter, som vælger minitelterminalen fremfor de årlige telefonbøger. Baggrunden herfor er, at den udleverede terminal kan benyttes til at søge nummeroplysninger, hvorved telefonbøgerne bliver overflødige. Det franske system er således det eneste elektroniske informationssystem, som i praksis har opnået en udbredelse, der er sammenlignelig med telefontjenestens. Systemet vækker derfor betydelig international interesse, da det er det eneste eksempel, hvor moderne kommunikationsteknologi er nået ud til en hel befolkning.
Det franske system er imidlertid teknisk set tilbagestående i forhold til mange andre landes systemer. Der findes således kun alfanumerisk mode, mens mange andre lande har indført geometrisk og fotografisk mode. I alfanumerisk mode kan billeder alene indeholde tegn. Selv om tegnene kan omdefineres inden for en anvendelse, besværliggøres billedgengivelser i alfanummerisk mode. Billeder kan lettere overføres i geometrisk mode, hvor punkter, cirkler og kvadrater med parametersatte størrelser og placering kan gengives. Kodning af et billede i geometrisk mode er dog vanskelig. Den ultimative løsning er derfor fotografisk mode, som er baseret på en punktopdeling af det overførte billede. Derved kan billedmateriale umiddelbart scannes ind i databaserne. Ulempen ved fotografisk mode er, at der kræves en betydelig datamængde overført for hvert billede. Derfor ventes fotografisk mode først at vinde større udbredelse i forbindelse med ISDN, hvor 64 kbit/s vil være til rådighed. Se også billedbehandling og billedkodning.
I Danmark blev teledatatjenesten sat i prøvedrift i 1982, baseret på et dansk udviklet databasesystem, der var placeret i Århus og København. I 1987 blev en afløser for prøvesystemet sat i kommerciel drift. Det nye system var som andre moderne teledatasystemer baseret på en distribueret opbygning.
Det nye danske system slog aldrig rigtig igennem, og det blev derfor lukket. Et nyt system blev dog udviklet og idriftsat i 1996 under navnet diatel. Men også dette system måtte efter kort tid lukke.
Drømmen om et alment tilgængeligt teledatasystem er i realiteten indfriet af Internettet, hvor World Wide Web brugsmæssigt minder om tidligere teledatasystemer - dog med en præsentationsteknik og grafik, der svarer til tidens tekniske muligheder.
