Tekstbehandling

(eller: etb, elektronisk tekstbehandling, wp, word processing).

Betegnelse for tfunktionsområde, der dækker indtastning, redigering, udskrivning og lagring af tekst ved hjælp af en computer.

Tekstbehandling er blevet en af de mest udbredte former for databehandling, og der findes en mængde forskelligt standardprogrammel til tekstbehandling. Tidligere varierede programmerne meget i facilitetsudbud, men der er i de senere år sket en kraftig udjævning af forskellene, og funktioner som automatisk orddeling og stavekontrol samt valg af forskellige skrifttyper og udskrivningsformer (f.eks. spalteopstilling) er efterhånden standardfaciliteter. Nye faciliteter kommer dog hele tiden til, og i mere avancerede programmer ses nu en integration med Desktop Publishing.

Fra at være ikke særlig brugervenlige produkter i form af kommandodrevne tekst-editorer har tekstbehandling udviklet sig til produkter med en lettilgængelig brugergrænseflade, der primært er baseret på en menu- eller funktionsstyret menneske-maskin-dialog.

Tekstbehandlingsprogrammer leveres ofte både som flerbruger- og enkeltbrugersystemer, og det er især det store udbud af tekstbehandlingsprogrammel til PC'er, der har initieret den eksplosive vækst i brugen af elektronisk tekstbehandling.

For år tilbage sås mange dedikerede tekstbehandlingsanlæg, dvs. computere, konstrueret udelukkende til tekstbehandlingsformål. Disse anlæg er nu sjældne, idet tekstbehandling er blevet en vigtig del af det samlede koncept for kontorautomation. I forlængelse heraf har de fleste tekstbehandlingsprogrammer mere eller mindre avancerede funktioner til filimport- og fileksport, der skaber integrationsmuligheder med f.eks. regnearksprogrammer, grafikpakker og database-produkter (samt giver mulighed for konvertering til andre, udvalgte tekstbehandlingsprogrammer).

En typisk arbejdsplads til tekstbehandling består i dag af enten en terminal, opkoblet til en central computer, eller en PC (ofte i lokalnet) med QWERTY-tastatur og en tilknyttet printer, der oftest er en laserprinter eller en skønskriftsprinter.

Forfattere: 
Klaus Hansen
Casper Thomsen