TCP

Transmission Control Protocol. Internet-standardprotokollen for forbindelsesafhængig datatransport. TCP giver en pålidelig, fuld duplex dataoverførselsservice. Adskillige andre Internet-protokoller bygger på TCP, f.eks. FTP, TELNET, HTTP og SMTP. I OSI-modellen er TCP placeret i transportlaget, og OSI's transportservice ligner TCP så meget, at den kan realiseres på simpel vis ved hjælp af TCP som beskrevet i RFC 1006.

TCP tillader et aktivt program på én computer at sende en datastrøm til et program på en anden computer. TCP er forbindelsesafhængig, idet de to kommunikerende parter må etablere en session, inden data kan udveksles. TCP benytter IP-protokollen til at transmittere data over kommunikationsnettet. Det er muligt at lukke dataoverførslen for kun den ene retning af en TCP-forbindelse, hvilket resulterer i en én-vejs (simplex) forbindelse.

Samlingen af protokoller under Internet benævnes ofte TCP/IP, fordi TCP og IP er de to mest fundamentale protokoller, og fordi de er designet til at arbejde godt sammen. TCP er defineret i MIL-STD-1778.

Da IP ikke kan bruges til forbindelsesuafhængig kommunikation mellem programmer, er der ved siden af TCP en protokol ved navn UDP til dette.

Forfattere: 
Tue Bertelsen
Casper Thomsen