Systemprogrammeringssprog
Programmeringssprog, som er beregnet til programmering af maskinnære programmer, f.eks. styresystemer, kommunikationsprogrammel i dedikerede maskiner, og indlejrede systemer (embedded systems).
Disse programmeringssprog adskiller sig fra almindelige sprog på enkelte punkter. For at kunne styre alle materiellets funktioner skal sproget tillade, at variable placeres på givne lageradresser, hvor f.eks. ydre enhedsregistre eller memory management-registre findes. Der skal være operationer, som tillader manipulation med de enkelte bit i en variabel. Check af datatyper skal kunne slås fra for udvalgte dele af programmellet. Interrupts skal kanaliseres over i kald af procedurer, og interruptsystemet skal kunne kontrolleres.
Et systemprogrammeringssprog har dertil ofte processer og interproces kommunikation. Eksempler på sådanne sprog er ADA, C og Modula-2.
