Syntaks
Af det græske ord syntaksis, der betyder samordning. Syntaks er den del af grammatikken, der omhandler reglerne for sætningsbygning i et sprog. Syntaksen for et programmeringssprog beskriver tilsvarende de formelle regler for opbygning af sætninger i programmeringssproget, herunder formulering af beregninger, definition og brug af variable samt anvendelse af instruktioner, procedurer og subrutiner.
Syntaksfejl i et program gør den eller de fejlbehæftede sætninger uforståelige for oversætteren eller fortolkeren og skal således principielt altid rettes, inden programmet kan tages i brug. I fortolkede programmeringssprog kan en syntaksfejl dog gemme sig længe, hvis den forekommer i en sætning, som kun er beregnet til anvendelse i sjældent forekommende situationer. Se også semantik og pragmatik.

