Swapping (A)

(eller: lagerveksling).

Metode til deling af et (for) lille arbejdslager mellem et antal tasks. Et task, der for øjeblikket ikke kan bruge CPU'en, vil med swapping blive kopieret ud til baggrundslager, således at et andet, mere aktivt task kan benytte dens lagerplads for en kortere periode. Specielt kan en baggrundsproces blive "swappet ud", når et højere prioriteret job skal udføres. Et task, der er swappet ud, er inaktivt, idet CPU'en kun kan udføre et program, der ligger i arbejdslageret.

I dag bruges swapping i mindre grad end tidligere. Dette skyldes dels, at arbejdslagrene på store computere er blevet velvoksne, dels at virtuelt lager og paging løser problemet på en mere effektiv måde. En medvirkende faktor er de store krav, swapping stiller til pladelagre med hensyn til hastighed, idet det vil være det meste af et task's arbejdslagerområde, der føres frem og tilbage; ved paging er det enkelte sider, der overføres. Swapping kan dog udmærket benyttes samtidig med virtuelt lager, specielt i situationer, hvor mange sidefejl ("page faults") er ved at lægge beslag på det meste af computerens kapacitet. Her kan det betale sig at skabe plads i arbejdslageret ved swapping.

Forfattere: 
Klaus Hansen
Casper Thomsen