Svartid

Et generelt udtryk for den tid, der går fra et job er overgivet til computeren, til resultatet foreligger.

Svartid har især interesse i forbindelse med transaktionsorienteret databehandling, hvor brugeren forventer et svar umiddelbart efter, at transaktionen er afsendt.

I anskaffelsessituationer - såvel maskinel som programmel - defineres svartiden ofte som den tid, der går, fra en transaktion (et skærmbillede) afsendes, til resultatet i form af opdateret skærmbillede foreligger. Definitionen er lavet for at sikre leverandør og slutbruger en entydig definition, hvis det leverede udstyr kontraktmæssigt ikke svarer til det lovede. Svartider måles i sekunder og skal for simple transaktioner være mindre end to sekunder, for mere komplekse transaktioner kan svartiden være op til 10 sekunder.

Ved en nærmere analyse af svartider kan det påvises, at svartiden påvirkes af mange faktorer, f.eks. computerens regnekapacitet, datatransmissionen, programmerne og hele systemets konfiguration. En utilfredsstillende svartid kan derfor ofte forbedres væsentligt ved at ændre på en af ovenstående faktorer. Se også flaskehals.

Forfattere: 
Carsten Hougaard
Casper Thomsen