Subdirectory
(eller: underkatalog, underbibliotek).
Et directory er i filsystem sammenhæng en fortegnelse over filer placeret på baggrundslager. Det indeholder forskellige oplysninger om filerne, bl.a. navn og fysisk placering.
I mindre edb-systemer, beregnet for enkeltbrugere, vil der ofte kun være ét directory (katalog), der indeholder samtlige filnavne; dette kaldes en flad struktur, idet alle filnavne er ligeberettigede. Stiger antallet af filnavne til over en skærmfuld, eller arbejdes der med flere forskellige projekter på én gang, eller skal flere brugere dele samme baggrundslager, er det uoverkommeligt at holde styr på disse navne. Derfor giver de fleste styresystemer mulighed for at oprette subdirectories (underkataloger), der er nye kataloger inden for et hovedkatalog, og hvori filer kan gives navne uafhængigt af navne i hovedkataloget eller andre underkataloger.
I mange styresystemer, f.eks. UNIX, DOS og OS/2, kan underkataloger forekomme i vilkårligt mange niveauer, således at samlingen af underkataloger og hovedkatalog tilsammen udgør en træstruktur (et hierarki). På denne måde opnås en systematisk inddeling af filerne i filsystemet, og at hvert katalog indeholder et overskueligt antal navne.
En entydig identifikation af en fil kan nu ikke ske alene ved dens lokale navn, idet der kan være mange kataloger, der indeholder en fil med det pågældende navn. Der skal derfor angives et stinavn (pathname), der angiver vejen (stien) fra det sted i kataloghierarkiet, brugeren i øjeblikket arbejder, til det ønskede navn. I styresystemet DOS adskilles underkatalognavne på forskellige niveauer med en baglæns skråstreg: , i UNIX med en almindelig skråstreg: /.
En komplet sti fra roden af træet til filnavnet "budget91.txt" kunne således i DOS være: docssalgudgetudget91.txt, hvormed det angives, at rodkataloget på det baggrundslager, som brugeren i øjeblikket arbejder med, har underkataloget "docs", som igen har underkataloget "salg", som har underkataloget "budget", hvor filnavnet "budget91.txt" befinder sig.
Styresystemer med hierarkisk opbyggede kataloger har systemkommandoer til at oprette og nedlægge underkataloger og til flytning eller kopiering af filer fra et underkatalog til et andet. Der findes også til mange systemer programmer, der kan vise opdelingen af filsystemet på grafisk form.

