Spamming

Inden for datanet og her især Internettet det at sende uønsket og irrelevant elektronisk post, og herunder reklamer, til en større modtagerskare. Ofte er der tale om post uden afsender eller med forfalsket afsender. Der er taget skridt til at forhindre, at denne type post når frem til modtagerne, men på grund af Internettets mangelfulde sikkerhed, og her specielt inden for post, er spamming så godt som umuligt at forhindre helt.

Begrebet siges at stamme fra en Monty Python-sketch, hvor det eneste, der kunne købes i en forretning var SPAM, en slags meget billig og intetsigende dåseskinke udbredt i de engelsktalende lande.

Forfattere: 
Klaus Hansen
Casper Thomsen