Spam

Spam er en populær betegnelse for uønskede e-mails, også kaldet junkmail.

Fænomenet har eksisteret næsten lige så længe som e-mail, men tog for alvor fart i 1990'erne med udbredelsen af e-mailadgang hos både private og i virksomheder. Mangelfuld lovgivning i især USA var med til at gøre den upopulære, men billige, reklameform udbredt i takt med internettets udbredelse.

Mens EU forholdsvis hurtigt forbød firmaer i dets medlemslande at udsende reklamer via e-mail, medmindre modtageren selv bad om det, så er den amerikanske lovgivning til trods for flere forsøg stadig mangelfuld set med danske øjne. Den amerikanske lov om reklamer via e-mail svarer dog til landets lovgivning omkring trykte reklamer og telemarketing.

Spam blev oprindeligt udsendt fra postservere, som blev drevet af firmaer, der havde gjort udsendelsen af spam til en levevej, såkaldte spammere.

De første eksempler på spams forbindelse til it-kriminalitet var misbrug af såkaldte open relays til udsendelse af spam. Et open relay er en postserver, der er sat op til at lade alle anonyme brugere sende post via serveren.

En række tjenester dukkede derfor hurtigt op, som førte sortlister over disse åbne postservere, så organisationer kunne blokere for post afsendt via disse servere. Sortlisterne var ofte kontroversielle, fordi det hændte, at legitime firmaer og internetudbyderes postservere havnede på listerne.

Spamfiltre er i dag den mest udbredte form for beskyttelse mod spam. Filtrene analyserer indgående post ud fra indholdet, hvor bestemte nøgleord, links, brug af billeder og andre strukturelle mønstre kan identificere spam. Nyere filtre ser desuden på afsenderadressen for at vurdere, om der er tale om en spammail. Det gælder eksempelvis såkaldt greylisting.

I takt med udbredelsen af spamfiltre er spammerne begyndt at bruge nye metoder som eksempelvis billedspam, hvor tekstindholdet vises på et billede i stedet for som tekst eller HTML. Samtidig bruger spammerne muterende e-mails, hvor afsenderadressen eller linket til en hjemmeside er unikt i hver eneste e-mail.

Spam er i dag hovedsageligt knyttet til it-kriminalitet, hvor strammere lovgivning har ført til et sort marked for distribution af spam. Spammere kan købe adgang til netværk bestående af op til flere tusinde pc'er, der er inficeret med et bagdørsprogram. Disse pc'er kan derfor bruges til at udsende spammails. For spammerne betyder det, at det er umuligt for modtagerne at blokere for afsenderens IP-adresse, da der ikke længere er tale om en enkelt server, men et netværk af inficerede pc'er.

Spam er oprindeligt navnet på et dåseskinkeprodukt. Det menes, at navnets forbindelse til uønskede e-mails hænger sammen med en sketch fra den britiske komikergruppe Monty Python.

I Danmark er spam under Markedsføringsloven.

Forfattere: 
Jesper Sandal
Mathias F. Svendsen