Simulering
Fra latin: simulare, at forstille sig. Ordet anvendes inden for edb især om programmel, hvis formål er at få en computer til at imitere eller være en model for noget. Et beslægtet begreb, som ofte kan være svært at adskille fra simulering, er emulering.
Der er så godt som ingen begrænsninger for, hvad der kan simuleres i en computer. Nogle eksempler på, hvad der kan simuleres, er elektroniske kredsløb, store lysregulerede vejkryds, kerneprocesserne i det indre af en stjerne, lokalnet, computeres styresystem, Danmarks økonomi eller vejret på Færøerne. Simulering kan være grov, dvs. uden mange detaljer, eller korrekt i alle detaljer. Tidsmæssige forhold er ikke altid særlig væsentlige ved simuleringer.
Der findes specielle programmeringssprog, beregnet på simulering, f.eks. SIMULA, GPSS og SIMSCRIPT.

